Pædagoger

Selvom det i årevis har været underforstået blandt professionelle, at den der ser et problem har ansvaret for at gøre noget ved det, findes der stadig børn og unge, der lever i voldelige familier.

De mest almindelige barrierer i de offentlige institutioner er tiden, strukturen, arbejdets organisering og ressourcerne.

Hvis du har mistanke om vold, skal du spørge ind til moderens velbefindende som hænger nøje sammen med spædbarnets trivsel. Samtalen er den enkleste og hurtigste måde at afdække om der er et voldsproblem.

Mødet med volden

Når du som fagperson omkring helt små børn møder volden, vil det som regel være som en mistanke, ikke vold i utilsløret form. Derfor er dine første handlemuligheder indskrænket til den svære samtale.

I arbejdet omkring børn ligger fokus på forebyggelse og sundhedsfremme. Forældrene skal ydes hjælp til at give barnet de bedste betingelser for en god og sund udvikling. Du har pligt til at underrette de sociale myndigheder, når du bliver bekendt med at et barn lider overlast. Det kan også være belastningen ved at være tilskuer til volden. En underretning skal resultere i hjælp til familien. Når du nævner din bekymring for barnets mor, skal det være tydeligt, at du vil hjælpe.

Mange voldsudsatte kvinder har lavt selvværd og måske har de også fået at vide, at de er "dårlige" mødre. Måske er du vant til at man helst taler med begge forældre sammen, når der er problemer med børnene. Undlad dette hvis du har mistanke om vold i familien af hensyn til kvindens og børnenes sikkerhed.

Når du underretter 

Bekymringen for eller visheden om, at et barn lever i en voldelig familie, skal videregives. Det kan ske i form af en underretning til kommunens socialforvaltning. Skriv i underretningen hvad der vækker bekymring (barnets adfærd, iagttagelser af familien såsom ydre tegn på vold, misrøgt mm).

Underretningen skal være så konkret som muligt og gerne med eksempler.

Ansvaret for intervention i forhold til den voldsudsatte kvinde og hendes børn ligger hos statsforvaltningen, når de er underrettet om forholdene i hjemmet.

Barnet

Hvis du skal nå et barn, der har haft svære oplevelser, skal du være indstillet på at tale om og kunne rumme følelser. Ingen følelser må være forbudte. Dine signaler skal fortælle barnet, at det ikke er kunstigt eller forkert at vise følelser.  Mød barnet, der hvor det er. Alene din tilkendegivelse af at du kan se, at barnet lider, vil gøre det nemmere for ham elelr hende at åbne sig. Din opgave er her at vise indføling. Sommetider kan du selv italesætte de svære forhold -det gør det nemmere for barnet, da det så ikke selv skal "sige" det.

Dit behov for viden om situationen må ikke kommt il at overskygge barnets behov for at åbne sig. Du kan godt være en hjælp for barnet uden at kende alle fakta. Du kan måske ikke ændre på barnets virkelighed lige nu, men du kan være sammen med barnet på en måde, der gør at han eller hun ikke er alene.

Det er ikke altid en hjælp for barnet at tale" om det". Du skal vise barnet, at du er parat til en snak, men ikke mase på. Pres skaber afstand - ikke fortrolighed.

Børnehavebørn er som regel gode til lege og rollelege, og derudover er bøger om følelser, konflikter eller familier gode rammer for en samtale om det svære liv og det gode. Du kan også fortælle barnet selvopfundne eventyr, der berører barnets virkelighed.

Som pædagog i en vuggestue eller børnehave, eller som dagplejemor, har du et stort kommunalt apparat i ryggen. Du vil i alle tilfælde have adgang til pædagogisk, psykologisk og juridisk rådgivning i forbindelse med din mistanke eller viden om vold.

Du kan læse mere om vold mod børn her