Line
Line
Hvordan arbejder I på Haderslev Krisecenter?
På Haderslev Krisecenter mødes alle ligeværdigt i et helhedsorienteret perspektiv. Dette gør sig særligt gældende omkring børnenes udviklings – og opvækstvilkår. I denne forståelsesramme benytter jeg redskaber og teori fra Mentalisering, Theraplay®, STROF modellen / Asylpædagogik, Inklusionsteori samt neuroaffektiv tilknytningsteori.
Det er vores overbevisning, at vi via ovenstående formår at give børneperspektivet et godt fundament, men vigtigst af alt mener vi at børnene får en tydelig stemme. En stemme som tidligere ofte er blevet negligeret!
En vigtig målsætning for os er også, at beboerne oplever vores hus som Et hjem væk fra hjemmet; Hjemlig indretning, god atmosfære og flere fællesområder. Personalet benytter samme køkken, stue og spisestue som beboerne. Alle er ligeværdige – også børnene.
Hvad er din baggrund?
Jeg er uddannet socialpædagog i 2011, og har arbejdet i en selvejende daginstitution i en årrække. Jeg har efteruddannet mig i bl.a. inklusion, mentalisering, traumeteori og Theraplay. En del af min pædagogiske erfaring har jeg hentet fra Røde Kors. Jeg var med til at starte en pædagogisk enhed i 2015, da der hurtigt skulle oprettes et nyt modtagecenter i Haderslev. Jeg fik tilknyttet en pædagog fra Sandholmlejren og det tidligere Kongelunden som sparringspartner i et par uger, og mine erfaringer herfra bruger jeg konstant i mit nuværende arbejde med familierne på Krisecentret.
Jeg har arbejdet på Haderslev Krisecenter siden 2018, hvor jeg med tiden har fået oparbejdet et solidt børneperspektiv sammen med mine kollegaer.
I min tid hos Røde Kors var jeg sammen med alle andre pædagogiske Røde Kors-medarbejder i landet desuden med til at udarbejde en asylpædagogik. Det var en utrolig lærerig og spændende proces, da der ikke mig bekendt før har eksisteret en asylpædagogik. . . Den desværre nu afdøde Henrik Bang Pedersen var et kæmpe fyrtårn for dette projekt, og jeg mener at denne pædagogik rummer mange anvendelige elementer i Krisecenterarbejdet. Jeg har den tit i mente, når jeg møder nye familier her på centeret. Ikke kun udenlandske, men også danske. Se bare eksemplet med STROF modellen: Hvilke børn har ikke brug for Struktur, Tid til tale, Ritualer, Omsorg og et godt Forældresamarbejde? Jeg vil sådan ønske at denne model og ovenstående tankegang kunne blive tænkt på landets krisecentre – der er virkelig meget god viden og praksis, som bare venter på at komme i brug.
Hvordan arbejder man med børn på et krisecenter?
På Haderslev Krisecenter møder vi børnene med åbenhed og anerkendelse af deres oplevelser, sorg, forvirring og andre svære følelser. Afhængig af børnenes alder har de tit mange spørgsmål, og nogle gange tør de ikke stille mor disse spørgsmål. Særligt da mor i den første akutte fase er meget grådlabil, og det reagerer børnene altid på. De fortæller, at de føler de skal stoppe med at snakke og i stedet trøste deres mor.
Kvinder, der har været udsat for partnervold har brug for at lære at stå på egne ben igen, da de ofte har været underlagt en streng kontrol fra partneren. Derfor sigtes der imod at give mor forældreskabet tilbage. Gennem hjælp-til-selvhjælp metoden og mentalisering, guides og støttes mor til at tage ansvaret tilbage igen. Familierne bliver undervist og guidet i, hvordan der skabes en tryg tilknytning, da en tryg tilknytning er grundlaget for al udvikling og læring.
Og hvordan taler I om volden med børnene?
Når jeg taler med børnene foregår det oftes i Børnerummet, som er et rum udelukkende til brug for børnene og mig. Når døren er lukket bag os, bliver børnene mindet om at det nu er deres tid til at tale, spørge, lege, reflektere, græde… Hvad end de har behov for. Jeg giver kun deres fortællinger og spørgsmål videre, hvis jeg skønner det er nødvendigt (jf. SEL § 153). I så fald vil jeg altid tale med barnet om det, når der bliver muligt.
Børn, der har levet med vold, trusler og hemmeligheder, er på vagt og deres nervesystem er i højeste alarmberedskab. Nogle kan være i en slags loyalitetskrise, og det kan skade megen forvirring hos dem. Nogle har påtaget sig ansvaret for forældrenes skænderier og søger konstant at trøste mor eller bevare den gode stemning. Men de fleste voldsramte børn har svært ved at mærke efter, hvad de har behov for. De kan fx miste appetitten, overspise, ændre rytme i forhold til hele deres dagligdag (søvn, aktivitetsniveau, afføringsmønster m.m.). Børnene kan endda blive apatiske, have svært ved at bevæge kroppen og virke ligeglade og indadvendte.
Sagt med andre ord, så er nogle børns reaktioner på vold, at de bliver hyperaktive, urolige og meget støjende. Mens andre børn kan vende kaos indad. Som krisecentermedarbejdere er vi klar 24/7 til at modtage alle, der er i vores målgruppe. Herefter er vores vigtigste opgave at yde psykisk førstehjælp til familierne og herved hjælpe børnene til at blive følelsesmæssigt reguleret. Jeg tager udgangspunkt i Theraplay®-inspirerede aktiviteter, og arbejder særligt ud fra affektiv afstemning, hvorledes børnene kan få mulighed for igen at mærke efter indeni. Jeg arbejder ud fra ordsproget: ”When words stops, body acts”. Voldsudsatte børn udviser ofte psykosomatiske symptomer, men jeg oplever at når børnene begynder at kunne sætte ord på deres indre tilstande, kommer kroppen mere i balance.
Derfor er en vigtig reminder TID TIL AT TALE. Jeg er fleksibel og tilgængelig, og det er vigtigt for mig, at børnene mærker dette. Jeg møder dem, hvor de er. Når de er klar. Jeg låner dem ord, som de kan smage på, tænke på og måske endda omformulere til sine egne ord. For mig er det en af de vigtigste opgaver i mit arbejde. Da vi har adskilt kontaktpersonsfunktionen hos os, er jeg så heldig at jeg UDELUKKENDE er BARNETS ADVOKAT – Jeg samarbejder, sparre, råder og vejleder mor. Men det er altid med udgangspunkt i hvad der er bedst for barnet. Det kan give nogle udfordrende personalemøder, da vi sidder med forskellige perspektiver. Men det er også der, vores arbejde bliver ret spændende.
Mit motto er, at jeg møder almindelige børn, der lever i ualmindelige omstændigheder. Alle børn kan noget, kan altid udvikle sig og har ret til at føle sig inkluderet i et fællesskab. Her handler det om at finde frem til deres nærmeste udviklingszone, og agere derfra.
Uanset om børn har været udsat for overgreb eller overværet vold i de nære relationer, er børnene voldsudsatte. Jeg oplever ofte samarbejdspartnere og mødre, som fortæller at børnene ikke er voldsudsatte, da de hverken har overværet eller oplevet volden på egen krop. At leve med vold i de nære relationer kan have store konsekvenser resten af livet, og voldsudsatte risikerer at miste forbindelsen til deres indre kompas. De begynder at tvivle på det, de mærker og føler indeni. At italesætte volden er et af de vigtigste fokuspunkter for det pædagogiske arbejde på krisecentret. Herved sikrer vi os, at børnene får italesat volden. Herved kan vi måske få ændret nogle af de mekanismer og overlevelsesstrategier som familien hidtil har benyttet.
Hvad skal man lægge mærke til?
Som et nyt initiativ har min leder og jeg igangsat et nyt tilbud. Vi har sendt flyers rundt i lokalområdet, og tilbyder at komme ud og undervise i forskellige institutioner. Det kan være til et personalemøde, forældremøde, klassenstime i de ældre klasser og lign. Vi ønsker at sprede budskabet vidt omkring:
ÉN ER ALT FOR MANGE! Ingen børn skal vokse op med vold i de nære relationer, og vi kommer KUN volden til livs ved at turde tale om det.
Om man må snakke med børn om deres følelser og oplevelser? Ja da! Hvad er det værste der kan ske? – At barnet eller den unge griner ad dig og synes du er dum at høre på… So be it!!
Hvordan adskiller børn der har levet i familier med vold sig fra børn, der ikke har oplevet vold?
Den krise vores beboer befinder sig i, særligt i den første periode, minder mig utrolig meget om de flygtningefamilier jeg modtog dengang i min Røde Kors-tid. Fx familier som var taget direkte fra den container de havde siddet i en uge, mens de var blevet smuglet over Middelhavet, hen til en politistation, der herefter leverede dem til os på modtagercentret; Den diffuse tilstand og de psykisksomatiske symptomer de udviste, minder mig meget om den forvirrede og frustrerede tilstand en mor er i, når hun er flygtet fra hjemmet med sine børn, ofte ind på en politistation og derefter direkte til os. Når den første akutte fase var overstået ved flygtningefamilierne, kom ventetiden. Den lange ventetid på at få opholdstilladelse. Eller ventetiden på at blive afvist og skulle retur til hjemlandet. Vi skulle danne os et overblik over et barns trivsel; Formåede omsorgspersonerne at varetage barnets basale behov? Var omsorgspersonen selv så psykisk påvirket, at denne ikke kunne tage vare på sit barn? Var der en tryg tilknytning? Osv… Denne tilgang benytter jeg også her på krisecentret. Jeg tuner mig ind på en familie, stikker en finger i jorden og får en fornemmelse af hvor de er i deres krise, og hvordan de kan hjælpes videre i deres liv. Vi er et midlertidigt ophold, og uanset hvor meget vi end gerne ville det, kan vi ikke fjerne smerten, sorgen og opvækstvilkårene. Men vi kan lindre, italesætte og hjælpe dem til at kunne registrere og kategorisere de svære kaotiske indre tilstande.
Fra bl.a. inklusionstankegangen ser vi, at der er evidens for at et barns trivsel er afhængig af de forskellige overgange der er i dets hverdag. - Og man må jo sige, at ind- og udflytning på et krisecenter er en væsentlig overgang. Dertil kommer selvfølgelig hele voldaspektet (og statistisk set også mange sager med integrations-, flytgning- og kulturelle udfordringer).
Er der noget der har overrasket dig i dit arbejde?
Historisk set har børneperspektivet været sekundært i forhold til moderens perspektiv. Børnene har så at sige været et påhæng til mor. Det er indenfor det sidste årti at paradigmet er skiftet.. eller på vej til at skifte.. Jeg oplever nemlig jævnligt, hvordan der skal kæmpes for at børnenes perspektiv skal på dagsordenen. Under samarbejdsmøder med div. eksterne samarbejdspartnere kan det opleves, at der bruges en brøkdel af mødet på børnenes trivsel og udvikling. Jeg bliver konstant overrasket over dette, og det er en udfordring for mig. Vi oplever at døre bliver lukket, og vi ender ofte i dilemmaer, hvor vi søger at løse opgaver som er udenfor vores målsætninger. Krisecentret er et § 109 tilbud, og vi skal varetage alt voldsrelateret. Der er dog mange gråzoner, og vi strækker os gerne det ekstra for at sikre en families fremtidige trivsel. Det kan fx vise sig ved, at jeg udarbejder en DPU på et barn. Det er ikke altid at jeg når at gå så meget i dybden med et barns trivsel/udvikling, men min dagsorden er altid at klæde en kommune (og hermed også institution) på, så de er klar til at modtage en familie der er flyttet fra et Krisecenter med alt hvad sådan en overgang medfører. Det samme gør sig gældende, når jeg udfærdiger en DPU på fx de helt unge kvinder, hvor vi tænker, der muligvis kan være en uopdaget psykisk funktionsnedsættelse. Vi har et yderst tæt samarbejde med vores tilknyttede psykolog, som vi sparrer utrolig meget med.
Børnelinialen er et fast punkt i vores underretninger, dette da vi ved at mange kommunale indstanser ligeledes benytter Børnelinialen (eller Trivselslinialen). Herved gøres det muligt at oversætte krisecentrets voldsfaglige forståelsesramme til en kommunale forståelsesramme.
Børnelinialen benytter jeg, når jeg skal bruge lidt mere vægt til at understøtte mine vurderinger af et barns generelle trivsel. Dette da jeg ved, at mange kommunale instanser ligeledes benytter den (eller Trivselslinialen). Jeg forsøger, i tæt samarbejde med mine socialrådgiverkollegaer, at lægge mine underretninger så tæt som muligt op ad emner, der bliver berørt i fx en §50 / børnefaglig undersøgelse.
Børn kan ikke løfte deres rettigheder alene – de skal hjælpes igennem, og det tager jeg hånd om. Om det så er gennem undervisning til børnene af FN’s børnekonvention, forældreansvarsloven eller andet. Vold er aldrig børnenes ansvar, og hertil har de brug for at kunne læne sig op ad nogle robuste voksne. Det er os.
LOKK - Landsorganisationen af Kvindekrisecentre
LOKK sekretariatet, Lundtoftegade 23, 1., 2200 København N
Tlf.: 32 95 90 19. Mandag-onsdag og fredag: 9-11, torsdag: 13-15
E-mail: sekretariat@lokk.dk
CVR-nr.: 2059 0386
