Kenneth
Kenneth
Hvad er din baggrund?
Jeg blev uddannet socialrådgiver fra Den Sociale Højskole i Odense i januar 2011. Jeg arbejdede de første 5 år af min karriere som Socialrådgiver i henholdsvis Svendborg Kommunes Familieafdeling og Odense Kommunes Børne- og Ungeforvaltning.
Hvordan er du endt i din nuværende stilling?
Under hele min studietid har jeg haft en særlig interesser for børne- og ungeområdet, børnepsykiatrien og krisecenterområdet. I forbindelse med en meget voldsom børne- og ungesag i kommunen blev min interesse – herunder min retfærdighedssans og syn på mænds vold mod kvinder vagt, og lysten til at samarbejde med voldsramte kvinder på et krisecenter genopstod. I forbindelse med en personlig flytning blev et jobskifte relevant, og jeg søgte derfor med lys og lygte efter en stilling på et krisecenter. I maj 2016 var jeg så heldig at blive ansat som kontaktperson på Dansk Kvindesamfunds Krisecenter.
Er der noget der har overrasket dig ved jobbet?
Da jeg startede mit arbejde på krisecenteret, var jeg godt klar over, at vold, og særligt mænds vold mod kvinder, er et kæmpe samfundsmæssigt problem. Jeg vil dog sige, at jeg igennem årene på krisecenteret alligevel er blevet overrasket over, hvor meget vold der bliver begået mod kvinder, og hvor stort et problem vi egentlig står med i Danmark. Der gik heller ikke lang tid inden jeg begyndte at se mine gamle sager i kommunen med helt andre briller, da det pludseligt blev meget tydeligt, at der stort set i alle sager i kommunalt regi er en eller flere voldformer på spil, som ofte bliver gjort til et individuelt problem.
Hvad er det vigtigste for dig i dit arbejde?
Det vigtigste i mit arbejde, er, at være med til at sikre kvinder og deres børn mod vold samt at støtten dem i deres videre proces væk fra volden. I denne proces er det vigtigt for mig at skabe en kontekst, som gør det muligt for kvinderne at få øje på sine egen responser, så hun derved opretholder sin værdighed. Det er samtidig vigtigt for mig, at kvinden og børnene retssikkerhed bliver overholdt i vores samfund, og at kvinden i forbindelse med fx en politianmeldelse bliver taget alvorligt.
Gør du dig tanker om at være mand i en kvindeverden?
Både ja og nej. Det er måske naivt, men jeg har altid set mig som en socialrådgiver og ikke en socialrådgiver med et bestemt køn. I mange år har krisecenterverdenen været en arbejdsplads, hvor man gerne ville konstruere en lukket verden, hvor mænd ikke var velkomne. Jeg tænker, at en sådan tænkning er at stikke medarbejderne og særligt de voldsramte kvinder blår i øjnene og er med til at skabe en falsk tryghed, men også at gøre kvinderne en bjørnetjeneste. Kvinderne skal jo efter deres krisecenterophold bevæge sig rundt i en verden som består at både mænd og kvinder. Heldigvis er der nye strømninger og der er i nyere tid blevet ansat flere mandlige socialrådgivere på krisecentrene rundt i landet, ligesom flere og flere krisecentre åbner op for, at kvinderne må få mandlige gæste på krisecentrene.
Da jeg startede på krisecenteret, havde man særligt været spændt på to ting. Man havde været spændt på, hvordan det ville være for kvinder der bærer tørklæde, at der kom en mand ind for at arbejde der, hvor de midlertidigt bor. Man havde også været spændt på, om kvinderne ville tale med en mandlig kontaktperson om seksualiserede vold. Min oplevelse i forhold til kvinder der bærer tørklæde har til nu været, at de ikke ønsker at gøre det til andres problem, men at de vil håndtere det på deres egen måde. I forhold til samtaler om den seksualiserede vold er min oplevelse, at det er svært for alle voldsramte kvinder at tale om. Min oplevelse er hertil, at hvis kvinderne møder en autentisk og ægte socialrådgiver, så spiller kønnet ikke en rolle.
Generelt har jeg egentlig altid tænkt, at lige del kvinder og mænd på en arbejdsplads udgør det bedste udgangspunkt. Derfor kunne jeg ønske, at der var flere mænd der får øjnene op for, at arbejdet med mænds vold mod kvinder er et af Danmarks vigtigste job.
Er der nogle sager, der har fyldt særligt meget eller været særligt udfordrende?
Generelt, fordi vi befinder os i hovedstaden, fylder det enormt meget for kvinderne at finde en bolig efter endt krisecenterophold. Der går meget tid for kvinderne med at bekymre sig om, hvor de skal bo efter krisecenteropholdet og om det overhovedet er muligt at finde en bolig. Det vilkår betyder, at der går meget tid fra samtalerne om volden, som er vores kerneområde.
Kvinder som er EU-borgere og udsat for vold har svære vilkår, når de indlogerer sig på et krisecenter. EU-lovgivningen tager ikke nogen særlige forbehold i forhold til disse kvinder, men kun den frie bevægelighed. Min erfaring, er, at EU-borgere som ofte bliver sendt ud af Danmark, hvis de ikke finder sig et job, så de kan få udstedet et nyt bevis for registrering. Undtagelsesvis kan EU-borgerne modtaget fx kontakthjælp, hvis de er uforskyldt i deres ansættelsesstop og ansøger om kontakthjælpen inden for 14 dage.
En anden problemstilling, er, når kvinderne står med en bodelingssag. Der er ikke friproces i bodelingssager, hvilket betyder, at kvinderne selv skal betale for en bodelingsadvokat for at få del i deres egne ting og penge. Det at en bodelingsadvokat skal have et meget stort salær for sin ydelse, og da en bodelingssag som ofte strækker sig over meget langtid, betyder nogle gang, at kvinden ikke har lyst til at gennemgå en bodelingssag og derfor mister, hvad hun har ret til. Det er ikke kun tid og økonomi der får kvinderne til at stoppe en bodelingssag, men også det faktum, at volden fra manden side som ofte fortsætter i en bodelingsproces.
Hjælp voldsudsatte kvinder og børn
LOKK - Landsorganisationen af Kvindekrisecentre
LOKK sekretariatet, Vilhelm Thomsens Allé 9, 2500 Valby
Tlf.: 32 95 90 19. Mandag-onsdag og fredag: 9-11, torsdag: 13-15
E-mail: sekretariat@lokk.dk
CVR-nr.: 2059 0386
