Anne
Anne
Psykisk vold kan se ud på mange måder, og omkring 70.000 kvinder udsættes hvert år for psykisk vold. Over de næste uger kan I møde ”Anne”. Anne har levet i et forhold med psykisk vold og har et barn med sin voldsudøver. Anne fortæller om forholdet:
”Jeg fik min søn for fem år siden med min eks. Vi mødte hinanden på nettet, og det gik supergodt. Alt er jo rosenrødt når man lige møder hinanden, og man lægger ikke rigtig selv mærke til de store ting til at starte med. Jeg så godt, at der var noget jalousi, men det er der jo mange, der oplever. Det tænkte jeg ikke videre over. Jeg sagde tit til ham, at jeg ikke gad høre på det. Jeg var, hvor jeg skulle være. Det lukkede lidt ned på et tidspunkt, men jalousien blev ved.
Han blev jaloux over mange ting. Da vi mødte hinanden, trænede jeg meget, men han fik gjort sådan, at jeg til sidst droppede det helt. Han var enormt jaloux på dem nede i fitnesscenteret. Hvis de kiggede på mig, eller hvis jeg spurgte ind til, hvordan man lavede en bestemt øvelse.
Hvis jeg ikke lyttede, så var der ballade. Så kunne han finde på at tage fat i mig, skubbe rundt med mig, og han råbte og skreg ad mig. Jeg tænkte ikke rigtig over, at det var forkert, og jeg blev sur, når han gjorde de ting og sagde fra. Men han var godt til at vende det hele til at være min skyld. Han gjorde mig usikker på, hvad jeg havde gjort galt og fik mig til at tro på, at det var mig, den var gal med.
Jeg bliver mere og mere indadvendt i vores forhold. Han ville ikke have, at jeg så mine venner. Han sagde, at det gjorde man ikke i vores alder, det var unormalt. Nu var det familielivet og ens nærmeste, det gjaldt. Jeg har ikke den største vennegruppe, fordi jeg har flyttet meget. Så der er røget nogle i svinget. Til sidst røg alle, for der var kun ballade hvis jeg sås med nogen.”