Ambulant rådgivning når andre voldudsatte kvinder

Danner, Randers og Ringsted krisecentre driver i samarbejde det ambulante rådgivningstilbud ”Sig det til nogen”. Ny rapport viser, at der i høj grad er behov for denne form for hjælp til voldsudsatte kvinder.

Mere end 70.000 kvinder er hvert år udsat for psykisk vold, over 38.000 kvinder er udsat for fysisk vold og ca. 2.000 kvinder er hvert år på krisecenter. Mange flere end de 2.000 kvinder, der får hjælp på et krisecenter, er altså udsat for vold. Her kan det ambulante rådgivningstilbud ”Sig det til nogen” hjælpe. Lige siden tilbuddet blev oprettet har der således været venteliste på at komme til.

En ny evaluering, som Oxford Research har lavet af tilbuddet, viser, at den ambulante hjælp når andre voldsudsatte kvinder, end dem der søger på krisecenter. Det er kvinder med høj uddannelse, fast arbejde og et stærkt netværk. Disse kvinder søger ikke på samme måde på krisecenter, og de har manglet et tilbud, der er mindre indgribende end et krisecenterophold.

Evalueringen viser også, at volden, som kvinderne har været udsat for, i mindre grad er fysisk end for kvinder, der kommer på krisecenter. Men selvom volden ikke altid er synlig udenpå er de ofte lige så traumatiserede af trusler og af psykisk, seksuel og andre former for vold. Trusselsniveauet er også mange gange det samme for dem, og de har ofte levet med volden i mere end fem år.

Om ”Sig det til nogen”
”Sig det til nogen” er et gratis tilbud for voldsudsatte kvinder. Det er finansieret med støtte fra A.P. Møller Fonden, satspuljen og senest en særbevilling fra Socialstyrelsen i forbindelse med coronakrisen.

Danner, Randers og Ringsted krisecentre driver det ambulante rådgivningstilbud. Og evalueringen viser, at den specialiserede viden om partnervold og tilknytningen til krisecentrene er afgørende for at kunne tilbyde den rette voldsfaglige hjælp og for at nå de kvinder, der har behov for hjælp.

Se hele midtvejsrapporten

Læs mere om ”Sig det til nogen”

Andre nyheder