COVID-19-krisen øger risikoen for vold mod kvinder og børn og truer kvinders basale rettigheder

Når familier er tvunget i isolation og samtidig oplever stress, økonomiske tab og/eller mister deres job — som det er tilfældet for mange rundt om i verden med den nuværende COVID-19-krise — øges risikoen for, at kvinder i voldelige forhold og deres børn bliver udsat for vold.

WHO melder om, at COVID-19 nødsituationen kan forværre risikoen for vold for kvinder, fordi presset på familien hæver konfliktniveauet, og den voldelige partner kan udøve magt og kontrol ved at afskære kvinden fra at opsøge hjælp og begrænse adgang til fx sæbe og håndsprit, samt misinformere om sygdommen. WHO mener desuden, at der er fare for at adgang til prævention og abort begrænses, og at hjælp fra hotlines, krisecentre, retshjælp mv. ikke har samme prioritet i samfundet som normalt. Det skriver WHO her.

I Danmark har vi foretaget de nødvendige foranstaltninger

Lige efter Statsministerens udmelding den 11. marts om nedlukning af Danmark oplevede Lev Uden Volds nationale hotline og krisecentrene ekstra mange henvendelser. Men de seneste uger har vi ikke oplevet den fortsatte forventede stigning i efterspørgslen efter pladser.

Det kan naturligvis undre. Men vi ved, at mange kvinder i øjeblikket har svært ved at kontakte os på telefon, fordi de ikke er alene hjemme. Og samtidig er det sværere for dem at komme hjemmefra med børn.

Derudover arbejder mange af de opsøgende medarbejdere, som har daglig kontakt til en bred gruppe af kvinder, hjemmefra i øjeblikket og er ikke ude i marken som vanligt. Derfor har flere krisecentre og Lev Uden Volds nationale hotline gjort det muligt at kontakte dem akut gennem e-mail. Ligesom de har tydeliggjort, at de ambulante tilbud fortsat er åbne for kvinderne, når og hvis de har mulighed for at tage imod denne hjælp.

Krisecentrene er fortsat åbne og klar til at modtage kvinder og børn. I øjeblikket etableres der desuden nødpladser, så vi er sikre på, at alle kvinder og børn, der flygter fra vold i hjemmet kan få en plads — hvis efterspørgslen skulle stige, som man kunne forvente, og som vi har set i udlandet.

Hvert krisecenter har oprettet nødberedskaber for at mindske smittespredning i henhold til sundhedsmyndighedernes anbefalinger og for at sikre, at der også på længere sigt vil være fagligt kvalificerede medarbejder til at støtte kvinderne og børnene.

Volden mod kvinder er steget ude i verden

I Frankrig er vold i hjemmet steget med 30% siden udgangsforbuddet trådte i kraft den 17. marts pga. Corona-krisen. I Paris alene har de oplevet en stigning på hele 36%. Det skriver online mediet euronews her.

I Brasilien mener man, at vold i hjemmet er steget med 40% til 50%. Det fortæller en dommer (der er specialiseret i området) til den velrenommerede engelske avis The Guardian i artiklen “Lockdowns around the world bring rise in domestic violence”.

I samme artikel fremgår det, at henvendelser til hotlinen for vold i hjemmet er steget med 20% i Catalonien, i det nordlige Spanien, i de første dage af landets nedlukning. Det beretter den regionale regering. I Cypern er henvendelser til deres hotline steget med 30%, fortæller den lokale foreningen for forebyggelse af vold i hjemmet, der driver hotlinen.

I Danmark har vi heldigvis oplevet stor lydhørhed hos politikerne og forståelse for vigtigheden af at sikre voldsudsatte kvinder og børn under Corona-krisen. Der blev således hurtigt bevilget ekstra krisecenter-nødpladser for at sikre, at vi har kapaciteten til at gribe de ekstra mange kvinder og børn, der måtte få brug for det under Corona-krisen.

Andre nyheder