Årets ’Nordiske Kvinder mod Vold’ sætter fokus på voldsudsatte børn

04-04-2019

Hvert år udsættes 38.000 kvinder for fysisk vold af en partner, og omkring 33.000 børn oplever vold i hjemmet. Heraf kommer ca. 2.000 børn på krisecenter med deres mor. De voldsudsatte børn er årets tema for konferencen ’Nordiske Kvinder mod Vold’.

Det er ofte mere traumatiserende for børn at være vidne til vold i hjemmet, end selv at blive udsat for vold. Børn, der oplever vold mellem mor og far, udviser de samme tegn på skader og traumer, som hvis de selv havde været udsat for vold. De kan blive opfyldt af angst og leve et liv i højt alarmberedskab. De voksne er ofte så optaget af deres egne konflikter, at de ikke har overskud til at se og høre børnene og deres behov. Der er samtidig risiko for, at børnene tager mønstrene med sig ind i ungdoms- og voksenlivet, og at de selv får en partner, der udsætter dem for vold, eller at de selv bliver udøvere.

En ny rapport fra LOKK viser samtidig, at knap 1/3 af os danskere i løbet af livet oplever en seksuel krænkelse. 8 ud af 10 af de seksuelle krænkelser begås mod personer under 25 år. I teengeaårene oplever 15 % at blive udsat for seksuelle overgreb. Det svarer til 1-2 elever i hver folkeskoleklasse.

Rapporten offentliggøres på den store nordiske konference ’Nordiske Kvinder mod Vold’.

”Alt for mange børn vokser op i et hjem med utryghed, uforudsigelighed og frygt. Derfor er det naturligvis afgørende, at vi som samfund gør alt, hvad vi kan, for at forebygge volden og at sætte ind med den rette hjælp. I Danmark er vi nødt til at intensivere indsatsen og tænke mere langsigtet”, siger formand for LOKK, Niels Christian Barkholt.

Eksperter fra hele Norden mødes og deler viden

På ’Nordiske Kvinder mod Vold’ mødes eksperter fra hele Norden for at dele deres viden.

”De nordiske lande og indbyggere ligner på mange måder hinanden. Samtidig er landene progressive på forskellige områder. Derfor skal vi naturligvis lære af hinanden og dele vores erfaring og viden”, fortæller Niels Christian Barkholt.

På konferencen vil der være oplæg fra Sverige, Island, Grønland og Danmark. Derudover kommer familieterapeut, forsker og pædagog, Allan Wade, fra Canada. Han har identificeret særlige samfundsstrukturer, der mangler, for at vi kan undgå vold mod børn, og han har forslag til, hvordan vi skal sætte ind lovgivningsmæssigt for at undgå volden.

H.K.H. Kronprinsessen åbner konferencen. Pressen har mulighed for at tage fotos, se nærmere i vedlagte.

Tid og sted: Den 20.-22. september på Hotel Scandic Copenhagen, Vester Søgade 6, 1601 København V.

Pressekontakt

Christine Espholm, Kommunikationsmedarbejder i LOKK: Tlf. 22 18 28 51, Mail: ces@lokk.dk