Åbent brev til regeringen om takstlofter og styring af krisecentersektoren

Krisecentrene i Danmark leverer hver dag året rundt en livsvigtig, akut indsats for voldsudsatte. Siden 2017 er antallet af krisecenterpladser – efter politisk ønske og puljeudmøntninger til åbning af flere pladser – vokset. Det samme er antallet af kvinder og børn, som tager ophold.

I 2023 var det ca. 3.000 kvinder og 2.600 børn, som fik beskyttelse, rådgivning og støtte til at komme fri af volden. At efterspørgslen er fulgt med kapacitetsudvidelsen vidner om, at der fortsat er et behov – hvilket også belyses i Socialstyrelsens, VIVEs og senest Eurostats tal om forekomsten af vold i det danske samfund.

Med udvidelsen af målgruppen for §109 til at omfatte alle køn er det forventeligt, at vi også i de kommende år vil se stigende udgifter til sektoren. Det er vigtigt, at man fra politisk hold tager ansvar for den udvikling, man selv har ønsket, og ikke lader det gå ud over kvaliteten af de faglige indsatser, som alle akut voldsudsatte har ret til.

Der har siden 2022 været politiske drøftelser om de stigende udgifter til sociale tilbud med selvhenvenderprincip, som udgør en særlig styringsmæssig udfordring for kommunerne. Tranæs-udvalget anbefalede i deres rapport i april 2024 at indføre takstlofter på tilbud med selvhenvenderprincip – altså herberger og krisecentre – og det forlyder nu, at man i Folketinget forhandler forslag om netop det.

I LOKK forstår vi naturligvis kommunernes behov for at kunne styre omkostningerne på socialområdet og ikke mindst det politiske ønske om at kunne regulere, hvor stort overskud man kan tage ud af tilbud, hvor man så at sige selv sætter prisen og selv visiterer.

Vi mener som udgangspunkt, at den mindst bureaukratiske måde at dæmme op for profittagning og unødigt høje omkostninger til krisecentersektoren er ved at lade sig inspirere af friskoleloven, som begrænser muligheden for at udtage overskud til private. Og der er brug for tiltag for at sikre, at vi ikke ser flere sager som den nylige fra Fyn  - hvor tilliden til sektoren udfordres og de voldsudsatte lades i stikken. 

Et fast takstloft på krisecentrene virker nok simpelt, men risikerer at begrænse krisecentrenes evne til at yde den rette beskyttelse og hjælp til en meget forskelligartet målgruppe. 

Vi kan – sat lidt på spidsen - komme i en situation, hvor vi skal vælge mellem at investere i sikkerhedsforanstaltninger, faciliteter til børn eller specialiseret faglig rådgivning og støtte til voldsudsatte med komplekse problemer.

Børn på krisecenter

Som det er i dag, udløser børn ikke en selvstændig takst på krisecentre, uanset hvor mange, der følger med. I LOKK er vi stærkt bekymrede for, om takstloftet kommer til at umuliggøre den helt nødvendige styrkelse af krisecentrenes arbejde med de knap 3.000 børn, som hvert år følger med deres forælder på krisecenter.

Når statsministeren i sin nytårstale siger: "Vi har et særligt ansvar for de børn, der har det allersværest. Børn, der har oplevet misbrug, vold og svigt" og justitsminister Peter Hummelgaard i sin bog formulerer store visioner for vores indsats mod vold mod børn, er vi simpelthen nødt til at styrke krisecentrenes mulighed for at levere faglig kvalitet - også til børn, der kommer på krisecenter, og her er en differentieret takstmodel helt afgørende!

Specialiserede indsatser

Et udifferentieret takstloft (i stedet for en differentieret takstmodel som fx forhandles på handicapområdet) vil også særdeleshed udfordre de specialiserede krisecentre, som tager imod nogle af de meget udsatte mennesker, som ellers ofte ender mellem to stole i systemet.

Vi ved, at der mangler specialiserede tilbud - fx har kvinder med handicap ofte svært ved at få en plads, selvom vi ved, at de er særligt udsatte for vold. Der er brug for mere specialisering på krisecentrene - ikke mindre, hvis vi som samfund skal yde kvalificeret beskyttelse og voldsfaglig støtte til særligt udsatte grupper. Også i Tranæs-rapportens anbefalinger om indførelse af takstlofter anerkendes det, at ”der kan være behov for flere takstlofter inden for det enkelte delområde med henblik på at afspejle forskelle i målgruppens behov” (Delrapport 1, s. 17).

Lige adgang til hjælp

Et fast takstloft vil givetvis også presse de små krisecentre, som med få pladser og dermed et lille takstgrundlag er meget sårbare overfor udsving i belægningsgraden. Det vil favorisere større krisecentre og koncerner med flere afdelinger, som dermed nyder stordriftsfordele. Dermed risikerer vi at stille særligt voldsudsatte i udkantsområder dårligere.

En central kapacitetsanalyse vil give et grundlag for at sikre, at der er tilbud til alle voldsudsatte i rimelig nærhed af deres bopæl - for hvis sikkerheden tillader det er det klart mindst indgribende for de voldsudsatte at kunne fastholde job, uddannelse, skolegang mv. i nærområdet. Hvis kommunerne med hjælp fra civilsamfundet fremover skal kunne løfte deres forsyningsforpligtelse og yde beskyttelse til voldsudsatte, er et udifferentieret takstloft ikke vejen frem.  

Andre nyheder