Ansættelse af ny direktør i LOKK – Landsorganisation af Kvindekrisecentre

Landsorganisation af Kvindekrisecentre ansætter pr. 1 juni. Laura Kirch Kirkegaard som direktør. Laura Kirch Kirkegaard er uddannet cand. Merc. International Business og har erfaring med fundraising, ledelse og politisk interessevaretagelse fra stillinger i bl.a. Forbrugerrådet Tænk og AIDS-Fondet.  Som international chef i AIDS-Fondet har hun været med til at sætte aftryk på Danmarks udviklingspolitiske strategier, og hun har i en periode været NGO-repræsentant i UNAIDS’ bestyrelse. 


Foto: Ida Wang


Formand for LOKK, Karin Gaardsted, siger om ansættelsen:

”Med ansættelsen af Laura Kirch Kirkegaard får LOKK en direktør, som sammen med bestyrelsen kan tale kvindekrisecentrenes sag i offentligheden og ikke mindst være talerør ind til politikere på Christiansborg og i kommunerne. Krisecentrene løser en samfundskritisk opgave, som desværre er mere aktuel end nogensinde. Alene i år har der været seks partnerdrab på kvinder. Men partnerdrab er voldens ekstrem, og der er i Danmark mange tusinde kvinder og børn, som lever i hjem med vold. Dem må vi ikke glemme. Derfor er det vigtigt, at krisecentrene har en stærk organisation, som kan skabe de bedst mulige rammer for krisecentrenes arbejde og sætte vold mod kvinder og børn på dagsordenen. Jeg glæder mig til sammen med Laura at fortsætte dette vigtige arbejde.”

 

Laura Kirch Kirkegaard udtaler om ansættelsen:

“Jeg er meget stolt over at skulle arbejde for LOKK og ikke mindst LOKKs medlemmer, krisecentrene, som påtager sig så vigtig en samfundsopgave. Som direktør for LOKK kan jeg fortsætte mit engagement i rettighedsarbejde og bekæmpelse af fordomme og tabu. Jeg ser meget frem til sammen med de dygtige medarbejdere i sekretariatet at arbejde for gode finansielle og politiske rammer for krisecentrenes arbejde og for lovgivning, som beskytter kvinder og børn mod vold i hjemmet.” 

Andre nyheder