Bredt tværsektorielt samarbejde er nøglen til at bekæmpe vold

Et succesfuldt projektsamarbejde mellem tre hovedstadskommuner, Københavns Politikreds og en række voldsfaglige organisationer har vist effekten af opsporing og akut voldsfaglig rådgivning i bekæmpelsen af vold i nære relationer. Projektet viser, at denne kombination har et stort potentiale til at reducere partnervold og vold i nære relationer på landsplan. 

 

Partnervold og vold i nære relationer er et omfattende samfundsproblem. Hvert år bliver 118.000 kvinder og 83.000 mænd udsat for vold i en eller flere former. Vi har som samfund et stort ansvar for at gøre alt, hvad vi kan for at bekæmpe partnervold og vold i nære relationer. 

Mange voldsudsatte og voldsudøvere søger enten ikke slet hjælp eller først får hjælp, når volden har stået på alt for længe. Det kan have vidtrækkende psykiske, fysiske og sociale konsekvenser for hele familien - ikke mindst for de berørte børn.  

Det skulle det netop afsluttede projekt Videre uden Vold, der er finansieret af Social og Boligstyrelsen, forsøge at finde løsninger på. Et samarbejde mellem tre hovedstadskommuner, Københavns Politikreds samt en række voldsfaglige organisationer skulle styrke det tværsektorielle samarbejde og finde løsninger på, hvordan man sammen kunne styrke opsporingen af partnervold og vold i nære relationer samt at sikre, at både voldsudsatte og voldsudøvere kunne få hjælp til at bryde med volden.  

Samarbejde er vejen til succes 
Resultat af det tværsektorielle samarbejde har vist at være en stor succes og har et stort potentiale i at bekæmpe partnervold og vold i nære relationer, hvis det bliver bredt ud på landsplan, påpeger Marie Bagger, der har ydet voldsfaglig rådgivning i forbindelse med projektet.

 
Vi ved, at der er et kæmpe mørketal af personer, der er ramt af vold i nære relationer. Hvis vi effektivt skal bekæmpe partnervold og vold i nære relationerne er det helt afgørende, at vi styrker det tværsektorielle samarbejde mellem blandt andre kommuner, politi og de voldsfaglige organisationer. Videre uden Vold viser, at en proaktiv opkvalificerings- og opsporingsindsats af volden virker, og at vi rent faktisk hjælper en masse mennesker til at bryde med volden. Mennesker som ofte har levet i volden længe uden at opsøge hjælp, fordi de fx ikke har haft overskuddet eller forståelsen af de blev udsat for var vold. Hvis dette samarbejde bliver bredt ud på landsplan, har det stort potentiale til at bekæmpe partnervold og vold i nære relationer, er jeg helt overbevist om, påpeger Marie Bagger.  

Behov for akut rådgivningsindsats på landsplan 
Udover et tæt tværsektorielt samarbejde mellem landets kommuner, politikredse og voldsorganisationer er det også helt afgørende, at borgere, der lever i vold, kan blive tilbudt et akut voldsfagligt rådgivningsforløb.  

Som det er i dag, er der lange ventelister til de eksisterede voldsfaglige rådgivningsforløb og for stor ulighed i henvisningsmulighederne rent geografisk. Det medvirker til, at mange borgere, der lever i vold, mister motivationen til at bryde med volden, hvis de ikke får akut hjælp til det i form af voldsfaglig rådgivning. Derved er der stor risiko for, at de lever længere tid i volden og en større risiko for, at volden eskalerer. Derfor bør der være lige ret til og mulighed for at modtage akut ambulant voldsfaglig rådgivning, når man har brug for hjælp til at bryde med volden, uanset hvor i landet man bor, pointerer Laura Kirch Kirkegaard – direktør i LOKK, der peger på, at landets krisecentre udgør en oplagt infrastruktur til at løse denne opgave. 

Projektet viser tydeligt, at den akutte ambulante voldsfaglige rådgivning er helt afgørende i forhold til at hjælpe mennesker til at bryde med volden og dermed bekæmpe partnervold og vold i nære relationer. Lige nu mangler vi henvisningsmuligheder til akutte ambulante rådgivningsindsatser – det er både kommuner, politi og voldsorganisationerne helt enige i. Løsningen er for mig ganske oplagt at give landets krisecentre ressourcerne til at løfte denne opgave. De har både fagligheden og den geografiske infrastruktur til det og jeg er sikker på, at sektoren er klar til at løfte denne vigtige opgave, pointerer Laura Kirch Kirkegaard.  

Andre nyheder