Debatindlæg: TV 2-dokumentar afsporer debat om forældres retssikkerhed og krisecentrenes rolle

Det er helt legitimt, at TV 2 kaster lys på samværssager i ny dokumentar. Men TV 2 gør sig ingen anstrengelser for at formidle kompleksiteten i krisecentrenes arbejde med voldsudsatte voksne og børn.

Debatten om forældres retssikkerhed og krisecentrenes rolle har buldret i de seneste uger, efter at TV 2's dokumentar 'Spillet om børnene' blev sendt.

Men dokumentaren giver desværre et fortegnet og unuanceret billede af et meget komplekst område.  
'Spillet om børnene' skruer på både de dramaturgiske virkemidler og hårdt klippede udsagn for at understrege påstanden om, at krisecentrene i stigende grad bliver brugt som strategisk våben i forbindelse med samværssager.  

Der fremlægges ingen dokumentation – hverken for, at kvinder 'i stigende grad' skulle opsøge krisecentrene med et strategisk sigte eller for, at krisecentrene fejler i deres opgave.

Den første påstand må vi tage en skilsmisseadvokats ord for, den anden beror på en grundlæggende misforståelse af krisecentrenes rolle og ansvar.  

Overser centrale detaljer

Dokumentaren og den efterfølgende redaktionelle dækning gør sig desværre ingen anstrengelser for at formidle kompleksiteten i krisecentrenes arbejde med at yde akut beskyttelse til voldsudsatte voksne og børn.  

Laura Kirch Kirkegaard, direktør LOKK

Ved at gøre undtagelsen til reglen, mistænkeliggøre alle kvinder og krisecentre over en kam og sjuske med fremstillingen af en kompleks virkelighed tvinges krisecentrene i defensiven.

Efter kriminaliseringen af psykisk vold og den større samfundsmæssige bevidsthed herom, står krisecentrene med en kompleks opgave, når de visiterer borgere til krisecenter: Er der tale om et dysfunktionelt parforhold med højt konfliktniveau, eller er der tale om en asymmetrisk relation, hvor den ene part udøver kontrol over den anden med nedgørelse, isolation, trusler og overvågning? 

Den usynlige vold, som foregår bag hjemmets fire vægge, er ofte subtil og svær at dokumentere. Men den sætter dybe spor i dem, som er udsat for den.

De anmelder sjældent volden, fordi de bor sammen med udøveren og har gode grunde til at være bange for konsekvenserne og usikre på, om politiet vil efterforske og sigte udøveren. 

Men de traumereaktioner, som de fleste voldsudsatte udviser, kender vi på krisecentrene alt for godt. De indgår også i den visitation, som krisecentrene foretager for at bedømme, om en person er i målgruppe for et krisecenterophold.  

Kan vi altid være 100 procent sikre på vores vurderinger? Nej, selvfølgelig ikke.

Faglige vurderinger er netop vurderinger. I sagens natur kan vi ikke kontakte den anden part og se sagen fra begge sider. Det er Familieretshusets ansvar.  

Krisecentrene kan ikke være den efterforskende myndighed, som dokumentaren synes at mene, at vi burde være.

Til gengæld ved vi, at det ikke er nogen dans på roser at bo med børn på krisecenter. Vi kan ikke genkende det 'stigende problem' med 'falske krisecenterophold'. Når vi ind imellem opsøges af personer, der ikke kan fortælle en detaljeret eller sammenhængende historie om volden, eller hvis adfærd ikke stemmer overens med historierne, så hjælper vi vedkommende videre til et andet tilbud. 

Sjusket omgang med data skævvrider debatten 

De data, der bliver fremlagt, og som skal understøtte dokumentarens hovedvinkel, er, at der i en periode på tre måneder sidste år blev givet 119 midlertidige afslag på kontaktbevarende samvær fra Familieretshuset side.

I 29 af de sager var den ene forælder taget på krisecenter, og i 17 af de sager blev afgørelsen truffet alene på baggrund af krisecentererklæringen, hvilket paragraf 29b i forældreansvarsloven giver Familieretshuset mulighed for. 

Paragraf 29b er vedtaget for at beskytte børn mod yderligere vold. Det er altså barnets sikkerhed, der vejer tungest i lovgivningen, og det er i det lys, at den krisecenterfaglige erklæring bør ses.  

De 17 sager, som dokumentaren henviser til, får vi ikke nærmere detaljer om i dokumentaren eller den efterfølgende dækning.

Vi ved ikke, om der i de pågældende sager har været tale om tydelige tilfælde af fysisk vold, trusler eller overgreb, hvorfor eksempel politi eller skadestue har foranlediget krisecenteropholdet.  

Gad vidst, om TV 2 ville interessere sig for det, hvis det viste sig, at der i en række sager var børn, som blev sendt på samvær med en voldelig forælder? 

TV 2 gør undtagelsen til reglen

Det er selvfølgelig helt legitimt at kaste lys på, hvordan ny lovgivning påvirker forældre i samværssager og at 'fremlægge relevant viden for borgerne om et højspændt emne', som Lasse Bjerre skriver i sit forsvar for dokumentaren.  

Men hvor ville vi ønske, at det var blevet gjort på en nuanceret måde, så vi kunne have en debat på et oplyst grundlag.

Ved at gøre undtagelsen til reglen, mistænkeliggøre alle kvinder og krisecentre over en kam og sjuske med fremstillingen af en kompleks virkelighed tvinges krisecentrene i defensiven.

Det bliver nu vores opgave at forklare praksis og imødegå de udokumenterede påstande, som TV 2 har lagt kanaler til.

Vi har stadig til gode at se konkrete forslag fra vores kritikere til, hvordan krisecentrene kan løfte deres opgave med at yde akut beskyttelse til voldsudsatte voksne og børn, samtidig med at forældre ikke kommer uretmæssigt i klemme.  

Lokk er sat i verden for at styrke fagligheden og kvaliteten på krisecentrene, og vi har flere nye tiltag i gang, som formatet ikke tillader, at vi uddyber i dette indlæg. Men lad dette være en ærlig opfordring til en konstruktiv debat. Så vender vi gerne tilbage her i spalterne.  

 

Du kan læse debatindlægget på Altinget her

      

 

Den usynlige vold, som foregår bag hjemmets fire vægge, er ofte subtil og svær at dokumentere.