Debatindlæg: Giv rettigheder til de glemte børn i systemet
Et stigende antal børn kommer på krisecenter med deres voldsudsatte forælder. Disse udsatte børn har meget få lovsikrede rettigheder, når de kommer på krisecenter. Men det skal der ændres på, pointerer direktør i LOKK, Laura Kirch Kirkegaard, i et debatindlæg i netmediet Social Monitor.
Knapt 2.600 børn kom sidste år på krisecenter sammen med deres mor. Disse børn er enten direkte blevet udsat for vold, eller så har de overværet vold i familien – typisk igennem længere tid – og er derfor flygtet fra volden og kommet på krisecenter.
Ofte er disse børn traumatiseret af den vold, de har været udsat for og har et omfattende behov for at få faglig støtte og hjælp til at få bearbejdet volden, når de kommer på krisecenter.
Antallet af børn på krisecenter stiger støt
Antallet af børn, der kommer på krisecenter med deres mor, har været støt stigende siden 2017. Faktisk er antallet steget med knap 49 procent de seneste syv år. Disse børn har ikke ret mange lovsikrede rettigheder til at få bearbejdet den vold, de har været udsat for. Børnene er nærmest usynlige i serviceloven, og Socialtilsynet fører ikke tilsyn med tilbuddene til børn på krisecenter.
Børnene har kun et lovsikret krav på 10 psykologtimer under deres ophold på krisecenteret, hvilket langt fra er nok, når man tager deres meget udsatte position i betragtning. Som lovgivningen er nu, bliver børn, der kommer på krisecenter med deres mor, blot regnet som ’medfølgende’.
Det vil sige, at der ikke følger takstmidler med til det faglige arbejde med de voldsudsatte børn, der kommer på krisecenter. Det giver krisecentrene ujævne og ulige muligheder for at yde den voldsfaglige og pædagogiske indsats, som er nødvendig.
Giv børnene flere rettigheder
Blandt LOKK’s medlemmer er der et stort fagligt fokus på at støtte og hjælpe de børn, der kommer på krisecenter med deres mor. Men da der i dag ikke følger midler med specifikt til det børnefaglige arbejde, risikerer vi, at det ikke prioriteres højt nok.
Vi mener i LOKK, at der er behov for at understøtte det vigtige børnefaglige arbejde på landets krisecentre med en tillægstakst, som udløses, når børn indskrives med en forælder. Børn på krisecentrene bør ikke længere blot betragtes som ’medfølgende’, men i deres egen ret have adgang til den vigtige faglige støtte og hjælp til at bryde fri af volden – vi kan som samfund ikke være andet bekendt.
I lyset af det stigende antal børn på landets krisecentre er der derfor akut behov for, at disse børn får flere lovsikrede rettigheder under deres ophold på krisecenter.
Behov for børnefaglig indsats
I 2019 viste LOKK’s krisecenterstatistik, at 93 procent af børnene på krisecenter enten selv havde været udsat for vold eller har været vidner til, at deres mor eller søskende blev udsat for vold. Forskning viser entydigt, at børn, der lever i vold, oplever lige så store konsekvenser af at overvære vold som direkte at blive udsat for den.
Derudover viser en nyere rapport fra Lev uden vold, at der en stor risiko for, at børn, der har oplevet vold i hjemmet, også kommer til at opleve vold i voksenlivet – enten som voldsudøver eller som voldsudsat.
Og regeringen har da også i sin handlingsplan mod partnervold et særligt fokus på den tidlige indsats over for børn, der oplever vold i hjemmet. Alt taler altså for et behov for en solid børnefaglig indsats til de voldsudsatte børn, der kommer på krisecenter