Donation fra TrygFonden til projekt om øget sikkerhed på kvindekrisecentrene
Der sker mange gode og spændende ting i LOKK i disse dage! På baggrund af en donation fra TrygFonden kan vi nu igangsætte et projekt, der skal øge den generelle sikkerhed på landets kvindekrisecentre.
Flere af landets kvindekrisecentre modtager ofte kvinder, som er blevet udsat for digitale krænkelser og overgreb fra deres nuværende eller tidligere partner. Det kan være svært at stoppe de digitale overgreb, som typisk er vedvarende og gør brug af flere forskellige metoder. De digitale overgreb handler bl.a. om chikane, overtagelse af konti på sociale medier, identitetstyveri med misbrug af NemID, og at en kvindes forhenværende partner bruger sociale medier til at spore hende og børnenes opholdssted eller anbringer sporingsenheder i fx børnenes bamser eller på kvindens bil.
Vi skal derfor nu uddanne de ansatte på kvindekrisecentrene i at håndtere digitale trusler mod beboerne samt afholde kurser for krisecentrenes 1500 frivillige. En stor tak til TrygFonden for at støtte vores vigtige arbejde med at hjælpe kvinder og børn videre til en tryg fremtid uden vold.
Læs mere om donationen og projektet her: https://www.tryghed.dk/saadan-stoetter-vi/projekter-og-donationer/sikkerhed-paa-kvindekrisecentre-35261