Et nyt håb efter krisecenterophold: Unge mentorer viser vejen videre

BRYD TAVSHEDEN har med støtte fra Ole Kirk’s Fond lavet et pilotprojekt, hvor de har udviklet en efterværnsindsats for unge efter endt krisecenterophold. Projektet har med ansættelsen af unge mentorer givet de unge en fortrolig person, de var i øjenhøjde med, og som skulle bistå dem i overgangen til livet efter opholdet på krisecenteret.  

I dag findes der ikke et systematisk tilbud om efterværn til børn og unge efter et krisecenterophold til trods for de konsekvenser, vold har. Det efterlader et tomrum for de over 2.000 børn, der ifølge Danmarks Statistik hvert år følger med deres mor på krisecenter, hvoraf 93 procent af disse har overværet volden eller selv været udsat for den, ifølge tal fra LOKK. 

Med den viden in mente samt BRYD TAVSHEDENs arbejde med voldsudsatte unge blev NGO’en inspireret til at udføre pilotprojektet “En lysere fremtid for unge efter krisecenter”. Et projekt, der har forløbet over to en halvt år, og som nu er gennemført og evalueret af SocialRespons. Med en bevilling fra Ole Kirk’s Fond har ti unge gennemført et forløb med en ung mentor, hvor de ti forløb har varet mellem tre måneder og et år afhængig af, hvornår de unge blev rekrutteret. 

En overset målgruppe

På landets krisecentre er cirka 10 procent af de knap 2.600 børn og unge mellem 13 og 17 år, og størstedelen er i førskolealderen, ifølge tal fra LOKK. 

Denne aldersfordeling betyder, at teenagere ofte falder uden for, når det gælder relevante tilbud målrettet dem. 

“På krisecentre er der mange indsatser og aktiviteter målrettet små børn. De er nemmere at ramme. Men for teenagerne er der ikke lige så mange tilbud,” siger Anne Mette Friis, som har været projektleder på “En lysere fremtid for unge efter krisecenter”.  

Men selvom andelen af unge på krisecenter synes lille, mener Anne Mette Friis, at det er vigtigt, der også er indsatser til dem: 

“Teenagere vil gerne lave teenage-ting. De år er i forvejen en periode, hvor du gerne vil løsrive dig lidt fra dine forældre, men hvis du opholder dig på et krisecenter, er det rigtig svært at være sig selv og have et privatliv, og du risikerer at blive en slags fortrolig til din forældre i mange sammenhænge. Disse unge er en særlig sårbar og overset gruppe,” siger Anne Mette Friis. 

Som del af projektet blev der fortaget en indledende behovsundersøgelse, som består af 33 interviews med unge, børnefaglige medarbejdere fra krisecentre samt voldsfaglige eksperter. Den peger på, at de unge netop oplever at have problematikker under og efter krisecenteropholdet, som kan være svære at tale med jævnaldrende og familiemedlemmer om. De unge efterspurgte også en alternativ eller supplerende støtte udover terapeutisk behandling og de ti psykologtimer, som børn og unge, der medfølger sin forælder på krisecenter, ifølge Servicelovens §109, har ret til. 

En autentisk relation uden behandlingsrum 

De unge blev inddraget i den indledende behovsundersøgelse, og her efterspurgte de en mentorlignende ordning. De ønskede en autentisk relation, som kunne støtte dem i tiden efter krisecentret. En tid, hvor nye problemer kan opstå, f.eks. fortsat vold, mistrivsel, utryghed og skoleproblemer. 

Under projektet blev de unge som følge af deres efterspørgsel matchet med en mentor, hvor aldersforskellen i gennemsnit var 15 år. “Ung-til-yngre" kaldes metoden, og med afsæt i den fik de unge en mentor, der både kunne støtte dem og lytte, men som de også kunne grine og slappe af sammen med. De unge har haft talrige møder med sagsbehandler og psykologer og var lidt trætte af behandlingstilbuddene. 

Ung-til-yngre-metoden rummede en bestemt fordel, som mødet med myndighederne ikke ville kunne tilbyde: 

“Teenagere er en særlig målgruppe med særlige ønsker for deres liv. Vores evaluering viste da også, at deres højeste ønske var at komme så tæt på et almindeligt teenageliv som muligt. Det er vigtigt, at de møder nogen, som ikke er så fjernt fra det liv, de selv lever, hvis de skal kunne lukke op på en god måde,” siger Anne Mette Friis og understreger, at sunde relationer har stor betydning for unge og mennesker generelt. 

Til de ti mentees var tre mentorer tilknyttet projektet. Alle havde relevant faglig baggrund inden for eksempelvis socialrådgivning eller pædagogik og havde gennemgået en grundig screening, der testede deres mentale robusthed. En omfattende ansættelsesproces og senere voldsfaglig undervisning på en bootcamp var nødvendig for at kunne klæde mentorerne på til at kunne handle traumeorienteret og voldsinformeret i mødet med deres mentees. 

Mentorordningen bidrog også til en anden form for samvær, som den mindre markante aldersforskel netop gjorde mulig, mener Anne Mette Friis: 

“Jeg er over 60 år, og hvor mange 60-årige vil lytte til K-pop med deres mentee eller tage ud at klatre som aktivitet? De aktiviteter er bare federe for de unge at lave med nogen, de er tættere på aldersmæssigt.” 

Praktiske erfaringer baner vej for fremtidige løsninger 

Projektet er blevet evalueret af SocialRespons, et analyse- og evalueringsinstitut med ekspertise i sociale indsatser. 

“Hos os lægger vi vægt på, at evalueringen skal kunne bidrage til projektets læring undervejs fremfor blot at være en vurdering af, om det pågældende projekt har været en god eller dårlig indsats,” siger Sara Lea Rosenmeier fra SocialRespons, der har ageret evaluator på projektet. 

Som evaluator har hun blandt andet bistået med at indsamle data, afdække blinde vinkler og bringe projektets udvikling videre. 

Sara Lea Rosenmeier interviewede også mentorerne under projektet og hjalp dem med at bringe nogle perspektiver frem, i forhold til hvordan de oplevede deres rolle og følte sig klædt på til at støtte deres mentees gennem den viden, de tilegnede sig på den indledende bootcamp. 

“Som evaluator på lignende projekter, der også har handlet om at støtte unge, har jeg kunnet trækket på viden og erfaring derfra,” siger Sara Lea Rosenmeier. 

En af de udfordringer, evalueringen peger på ved projektet, er transporttiden. Hver mentor havde tre mentees, som boede forskellige steder på Sjælland og 15 timer ugentligt at dedikere til projektet. 

Ifølge Sara Lea Rosenmeier har projektet fungeret utrolig godt trods transporttiden. For at udnytte ressourcerne bedst muligt vil man dog med fordel kunne kigge på netop det opmærksomhedspunkt ved fremtidige indsatser. Et forslag lyder på at matche mentees og mentorer mere lokalt, så der er kortere afstand mellem dem, hvilket også vil kunne øge fleksibiliteten i møderne.  

Evalueringen af projektet viser også, at ung-til-yngre-metoden har haft stor betydning for, at de unge kunne relatere til deres mentor gennem den mere venskabelige relation. Det, de unge har fremhævet som vigtigst, har været støtten til at komme tættere på et normalt ungdomsliv, og netop det, at støtten kom fra nogen, som de unge kunne spejle sig i, har gjort en forskel. Den erfaring kan andre initiativer med fordel lade sig inspirere af, mener Sara Lea Rosenmeier. 

Små tal, men store indsigter 

“Pilotprojektet har haft få unge, men alligevel nok unge til at danne grundlag for viden, vi kan bygge videre på, og som vil kunne involvere flere unge fremadrettet,” siger Henrik Appel, generalsekretær for BRYD TAVSHEDEN. 

Projektet peger blandt andet på succesfulde matches mellem mentors og mentees.  

Af de ti mentees, der deltog i projektet, har fire mentees besvaret både den indledende baseline og det efterfølgende spørgeskema, og her ses en generel styrkelse af de unges psykologiske trivsel. 

Om relationen mentor og mentee imellem, siger Henrik Appel: 

“Socialt arbejde er egentlig ikke særlig svært, og så er det ualmindeligt svært. Grundlæggende skal vi måske bare kigge lidt tilbage til det, der hedder en ganske almindelig relation, hvor den unge ikke bliver klientgjort eller kigget på som en, der har et problem.” 

Klara Nedergaard, 31, blev ansat som mentor under projektet. Med en bachelor i socialvidenskab, relevant arbejdserfaring og en bestået robusthedsscreening vejledte hun fire unge: 

“Jeg var drevet af det relationelle. Projektet var en meget konkret måde at gøre en forskel for nogle unge i en meget sårbar position.” 

Hun er hverken socialrådgiver eller psykolog, og det, at hun ikke er fagprofessionel, gjorde netop hele forskellen ifølge en af hendes mentees: 

“Jeg har ofte følt, at samtaler med kommunale medarbejdere og psykologer var som at blive afhørt. Med mentorordningen håbede jeg på at møde nogen, der virkelig forstod, hvor jeg kom fra.” 

Klara Nedergaards mentee udtaler sig anonymt af sikkerhedsmæssige årsager. LOKK er bekendt med hendes identitet. 

En afslutning med håb om ny begyndelse 

Det er med stor fortvivlelse for Anne Mette Friis, at “En lysere fremtid for unge efter krisecenter” nu er afsluttet. Jo mere viden du får om de voldsudsatte unge, jo tidligere kan du sætte ind, påpeger hun. 

Hvad angår projektet, er hun ikke i tvivl om, hvad hun ønsker, det skal munde ud i: 

“Vi håber, at dette projekt kan give anledning til at ændre lovgivningen, så der er mere fokus på børnene og deres ret til støtte efter krisecenterophold.” 

Hvis der er noget, Anne Mette Friis som projektleder for denne indsats har lært, er det, at hun er blevet bekræftet i relationers betydning: 

“Relationer og fællesskaber er det vigtigste for mennesker. Projektet viser netop, at man kan komme rigtig langt med en sund relation til en anden.” 

Og Klara Nedergaards mentee er ikke i tvivl om, hvor stor værdi mentorrelationen har haft for hende: 

“Jeg er sikker på, at jeg uden en mentor ville have været langt mere usikker på at stå på egne ben, og jeg havde nok hverken set mit eget værd eller turdet stå op for mig selv.” 

BRYD TAVSHEDEN håber på at kunne skaffe penge til at kunne fortsætte med projektet.