Hvem griber den voldsudsatte, hvis ikke systemet gør?

Alt for mange danskere får ikke den nødvendige hjælp til at bryde med vold i nære relationer, hvilket har store menneskelige konsekvenser. Lange ventetider til ambulant voldsfaglig rådgivning begrænser de voldsudsattes mulighed for at få den nødvendige støtte til at bryde med volden. Og hvordan griber man så en kvinde som Kamilla, der levede i vold i 12 år? 

Hvert år oplever cirka 118.000 kvinder i Danmark at blive udsat for partnervold, ifølge en undersøgelse fra SDU. Alligevel er det kun cirka 3.000 kvinder, der får hjælp gennem et krisecenterophold, ifølge Danmarks Statistik. Mange voldsudsatte kvinder får altså ikke den nødvendige hjælp og støtte til at bryde med volden. 

En af de disse kvinder er Kamilla. 

I tolv år levede hun sammen med en mand, der udsatte hende for vold, men hvis nedgørelse og utilregnelighed, hun havde vænnet sig til og følte, hun kunne navigere i. Det ændrede sig en eftermiddag, hvor hans aggressive adfærd eskalerede, og hun så sig nødsaget til at flygte med deres barn. 

Samme eftermiddag var første gang, hun ringede efter hjælp. Hun tilkaldte politiet. Hun tog derefter ophold hos et familiemedlem sammen med hendes barn.   

“Jeg ville ønske, at jeg i stedet var blevet henvist til et krisecenter frem for selv at skulle finde et midlertidigt sted at være,” fortæller Kamilla. 

Kamilla var dog en af dem, der blev grebet. Hun kom ikke på krisecenter, men blev opsporet som voldsudsat og fik gennem sin kommunale sagsbehandler tilbudt voldsfaglig straks-rådgivning i det nu afsluttede tværsektorielle projekt Videre Uden Vold (VUV).  

Men mange andre voldsudsatte har ikke længere den samme mulighed for at få voldsfaglig straks-rådgivning til at bryde med volden som Kamilla. 

Som loven er i dag, er det kun voldsudsatte, der kommer på krisecenter, som har lovsikret ret til at modtage akut og helhedsorienteret voldsfaglig støtte og rådgivning. Men det er langt fra alle voldsudsatte, som har behov for eller er klar til at flytte på krisecenter. Her kan behovet snarere være en helhedsorienteret voldsfaglig ambulant rådgivning til at bryde med volden.       

Men de eksisterende ambulante tilbud har ofte lange ventelister, er typisk afgrænsede forløb og er typisk finansieret af midlertidige bevillinger og donationer. Konsekvensen er, at mange voldsudsatte ikke får den nødvendige akutte rådgivning til at bryde med volden.  

 

Det akutte behov 

Akut voldsfaglig rådgivning er en afklarende indsats, som den voldsudsatte kan modtage, når personen opsøger hjælp. Indsatsen iværksættes med det samme, er fleksibel og tilrettelægges efter den enkelte voldsudsattes behov. 

“Akut voldsfaglig rådgivning handler om at skabe sikkerhed, og om at man på en fleksibel måde sammen med den voldsudsatte forsøger at finde ud af, hvad der skal til for, at vedkommende kan tage de næste skridt ud af volden ” siger Marie Bagger, videns- og udviklingskonsulent i LOKK.  

Et grundlæggende element ved en voldsfaglig straks-indsats er, at der ikke er en lang venteliste for at begynde rådgivningen, og at sikkerheden for den voldsudsatte og eventuelle børn hele tiden er i centrum.  

“Vi har brug for en indsats, der griber de voldsudsatte, når de er klar til at tage skridtet ud af volden, for at sikre, at ingen vender tilbage til den,” siger Marie Bagger og tilføjer, at bruddet med voldsudøveren ifølge forskning netop er den farligste periode for den voldsudsatte. 

 

Et afgørende forløb 

At blive opsporet gennem VUV var afgørende for, at Kamilla fik voldsfaglig rådgivning til sin proces med at bryde fri af volden og håndtere det efterspil, den havde. 

“Hvis jeg på det tidspunkt selv skulle have foretaget et telefonopkald for at få hjælp, havde jeg ikke ringet og dermed ikke deltaget i projektet,” siger Kamilla og forklarer, at det var hun for udmattet til. 

Marie Bagger rådgav Kamilla gennem projektet og er bekendt med Kamillas forløb. Hun bekræfter, at Kamillas oplevelse med ikke selv at opsøge hjælp gik igen blandt andre deltagende i VUV. 

“Der kan være mange årsager til, at voldsudsatte ikke søger hjælp. At tage de første skridt kan være uoverskueligt, hvis man er nedbrudt af volden. Tvivl, udmattelse og ødelagt selvværd kan være betydelige barrierer. Mange frygter desuden for konsekvenserne, sikkerheden for sig selv og sin familie, hvis man prøver at forlade voldsudøveren,” siger Marie Bagger. 

Ifølge en statistik, foretaget af Socialstyrelsen i 2018 omhandlende kvinder på krisecentre, går flere kvinder i årevis i tavshed om volden, før de søger hjælp. 14 procent angiver at have været udsat for vold i over ti år, lige som Kamilla. Marie Bagger ser i sit arbejde både langvarige og kortvarige forhold, hvor vold forekommer. 

“Mange kvinder, jeg har talt med, har først opsøgt hjælp, idet volden eskalerede i grovhed, eller hvis volden i tiltagende grad involverede børnene. Andre gange har det været myndigheder som politi eller sundhedspersonale, der skabte mulighed for, at den voldsudsatte fik hjælp. Jeg har oplevet og oplever stadig, at voldsudsatte, som har været udsat for massiv fysisk eller psykisk vold, kan være i tvivl om, de overhovedet er berettiget til hjælp. Nogle har heller aldrig tænkt, at det er vold, de har været udsat for, fordi den kontrollerende, aggressive eller nedgørende adfærd bliver normaliseret,” siger Marie Bagger.  
 

 

Bekæmpelse af vold kræver varige løsninger  

Marie Bagger mener, at voldsfaglige indsatser bør have mere fast forankret og stabil struktur i stedet for at være enkeltstående, afkoblede projekter med midlertidig finansiering: 

“Fast finansiering af ambulante voldsfaglige indsatser er afgørende for at fastholde viden og kvalitet samt at sikre, at man som borger nemt kan finde vej til hjælp, når man har brug for den. Videre Uden Vold gav gode erfaringer, som man kan videreudvikle – det understreger nemlig behovet for tidlig opsporing, voldsfaglig straks-rådgivning og brobygning til andre tilbud, og at denne kombination rent faktisk virker.” 

Videre Uden Vold havde i løbet af en toårig periode haft til formål at styrke det tværsektorielle samarbejde mellem tre hovedstadskommuner, Københavns Politi og fem voldsfaglige organisationer. 

Gennem samarbejdet havde projektet som ambition at udvikle løsninger til tidlig opsporing af partnervold og vold i nære relationer samt at tilbyde akut rådgivning til både voldsudøvere og voldsudsatte med henblik på at støtte dem i at bryde med volden. 

 

Manglende støtte i voldens efterspil 

Kamillas forløb i VUV er afsluttet. Forløbet var hjælpsomt for hende i den akutte fase og hjalp hende med videre brobygning. Hun ville ønske, at hun var blevet tilbudt voldsfaglige hjælp langt tidligere, ligesom hun nu efter at have afsluttet et længere forløb, igen oplever at stå alene med håndteringen af voldens efterspil, som hun fortsat lever med.  

“Jeg ville have haft gavn af en fast støtteperson til at kunne læne mig op ad med det samme, og som kunne hjælpe mig med at navigere i situationen og ikke mindst i systemet. Det gælder både i tiden omkring bruddet, men også nu hvor jeg fortsat skal håndtere mange ting omkring overtrædelser af tilhold og min privatøkonomi.” 

LOKK har udført en intern medlemsundersøgelse, hvor 94 procent af krisecentre i LOKK meddeler, at de både har kapacitet og vilje til at yde voldsfaglig straks-rådgivning. Flere af LOKKs medlemskrisecentre tilbyder allerede længevarende ambulante rådgivningsforløb for voldsudsatte, men de er alle midlertidigt finansieret og kun tilgængelige enkelte steder i landet og ofte med lange ventelister. 

Kamilla fremgår anonymt i artiklen af sikkerhedsmæssige hensyn. LOKK er bekendt med hendes rigtige identitet samt hendes eksmands. Forløbet er bekræftet af relevante kilder. 

LOKK har vurderet, at Kamillas eksmand ikke skal forelægges kritikken af hensyn til hendes og barnets sikkerhed. Dette er Kamillas udlægning.

 

Læs VIVEs evaluering af projektet Videre Uden Vold her