Hvordan bliver kvinder indlogeret på et krisecenter?

Hvordan bliver kvinder indlogeret på et krisecenter? Hvordan bliver man visiteret til ophold på et krisecenter? LOKK har talt med Pia Strøh, direktør for Ung krisecenter, om deres visitationsproces.

 

Hvordan foregår en visitation på Ung Krisecenter? 
På Ung Krisecenter foregår visitationer på to planer: Teori og praksis. Til formålet har vi udviklet en visitationsguide, der danner grundlag for, hvad man kan forvente af en visitation, og hvad der skal gøres klar inden modtagelsen af kvinden. Guiden skal desuden sikre, at visitationer forløber så ensartet som muligt. Derfor er guiden en hjælp til både det faste personale og krisecenterassistenterne. Hos os visiteres en kvinde først telefonisk, og hvis den visitationsansvarlige medarbejder vurderer, hun er i målgruppen - at hun er voldsudsat som det vigtigste kriterie - bliver hun kaldt ind til en fysisk samtale uden at blive garanteret et værelse. Den telefoniske forvisitation og den fysiske visitationssamtale har hvert sit visitationsskema med en række spørgsmål og underspørgsmål, der berører den vold, kvinden har været udsat for. Begge skal udfyldes, da de supplerer hinanden. 

 

Trin 1: Telefonisk forvisitation 
Under forvisitationen følger vi en bestemt procedure for de spørgsmål, som kvinden stilles. De fremgår af visitationsskemaet. Her afklarer vi, hvordan kvinden forstår volden, om der er tale om flere former for vold samt akutheden af hendes situation. Her gør spørgsmål, der behandler hyppighed samt grad af volden, voldsudøveren og varighed, sig gældende. Efter afdækningen af volden stilles der spørgsmål til kvindes sikkerhed. Disse spørgsmål drejer sig om voldsudøverens adfærd, bopæl og færden. Vi spørger hende også ind til, om der er særlige hensyn, vi skal udvise, f.eks. om hun har et misbrug eller er tilknyttet psykiatrien. Her er det også et spørgsmål om, at vi er de rette til at hjælpe hende.  

Visitationer skal bekræftes af bagvagten, der enten er krisecentrets direktør eller souschefen. Her sparrer den visitationsansvarlige med bagvagten.  

 

Trin 2: Fysisk visitation 
Den fysiske samtale er den primære visitation. Derudover fungerer den fysiske visitation også som en sikkerhedsbuffer, og hvis ikke kvinden er i vores målgruppe, hjælper vi hende videre. Visitationsmedarbejderen får under den fysiske samtale mulighed for at se det, som vedkommende ikke kan over telefonen. På den måde sikrer vi at visitere mere præcist inden for vores målgruppe. Under den fysiske visitation uddybes nogle af de punkter, der kort blev berørt under forvisitationen, f.eks. om vold og særlige hensyn. Vi anvender vores voldsfaglige viden og lægger mærke til, om hun med sine oplevelser kan spejle sig i den. Hvis kvinden får et værelse, giver vi hende en rundvisning af huset, hvor hun også kan hilse på de andre kvinder. På grund af sikkerhedsmæssige hensyn vil kvinden hverken se krisecentret eller beboere, før hun er garanteret en plads. Visitationen foregår derfor et sikret sted. Derefter bliver vores håndbog gennemgået, og vi afdækker det mest presserende, f.eks. om hun mangler noget, eller om vi skal lave en politianmeldelse. Visitationen er nu slut. Efterfølgende begynder kvinden til møder med sin kontaktperson. Vores spørgeramme er baseret på en response based-metode, der gør den både værdig og fagligt funderet. Kvinden skal føle sig spejlet og set.  

 

Hvordan vurderer I, at en kvinde er uden for målgruppen?
Som krisecenter kan du få henvendelser, der drejer sig om boligmangel fremfor vold. Derfor handler det om at afdække, hvorvidt der er tale om en volds- eller en boligproblematik. Som visitationsansvarlig medarbejder kræver det, at du spørger mere dybdegående ind til kvindens fortælling om vold på en respektfuld måde. Volden skal desuden være presserende. Her spørger krisecentermedarbejderen ind til akutheden. Hvis ikke kvinden kan redegøre for voldens akuthed, kan der være tale om vold, der er hændt for nogen tid siden, og hun vil muligvis ikke være i målgruppen. Derfor skal der spørges nærmere ind til det, da noget af volden måske kan være blusset op igen. Et ambulant tilbud kunne tænkes at være mere relevant for hende. Det samme gælder, hvis voldsudøveren bor i udlandet. Hvis kvindens historie efter nogen tid på krisecentret fremstår fremtvunget eller unuanceret, og hun ikke kan uddybe sin fortælling ud fra de spørgsmål, hun bliver stillet, kan vi blive i tvivl om sandfærdigheden. 

 

Kan det ske, at en kvinde bliver indlogeret på et krisecenter, selvom hun er uden for målgruppen?
Nogen udefra kan måske tænke, at kvinder kan snyde sig ind på et krisecenter. Det er dog ikke så nemt, hvis krisecentret laver dets visitation så grundigt som muligt, men selvfølgelig kan personalet tage fejl. Det er en balancegang, for vi har at gøre med kvinder, der befinder sig et sårbart sted, og der er også grænser for, hvor meget vi kan presse dem til at fortælle under de første samtaler. Men hvis man gør det nænsomt og ordentligt, er det vores oplevelse, at man kan få kvinderne i tale. Hvis vi på et tidspunkt skulle komme til at indlogere en kvinde, der er udenfor målgruppen, vil der ikke gå længe, før vi opdager det på grund af de indledende samtaler med hendes kontaktperson. En kvinde vil ikke kunne gemme sig her. Hun vil nemlig løbende blive holdt op på sin historie.