“Hvordan ved LEGO og Dronning Mary, hvad jeg mangler?”
Et samarbejde mellem Mary Fonden, LEGO Charity, Ole Kirk’s Fond og LOKK sender hvert år flere tusinde rygsække til børn på krisecentre. Rygsækkene er med til at understrege, at ethvert barn har ret til et liv uden vold.
Arbejdsomme hænder pakker de mange rygsække med mekaniske bevægelser. Bøger, tandbørster, håndklæder, bamser, legetøj og et blankt postkort med Dronning Marys adresse på bliver nænsomt fyldt i hver af dem. Den årlige pakkedag bliver nu afholdt for 18. gang. De deltagende står samlet i mindre grupper ved pakkeborde i en stor lagerhal hos LEGO Charity i Billund.
Nuværende medarbejdere fra Mary Fonden, Ole Kirk’s Fond og LOKK er til stede samt krisecenterpersonale og de såkaldte LEGOnister, som er tidligere ansatte hos LEGO.
Rygsækken som barnets stemme
Mary Fonden har netop publiceret en evaluering af rygsækkene. Den viser, at 95 procent af krisecentermedarbejderne bruger rygsækken i det pædagogiske arbejde med børn. For rygsækken er ikke en bare en rygsæk. Den rummer flere funktioner og har en helt bestemt signalværdi bag sig.
Line Fredslund Sejrup-Simonsen er socialpædagog på Haderslev Krisecenter. Hun inddrager rygsækken i sit pædagogiske arbejde med børn på krisecentret. For hende er rygsækken en god indgangsvinkel til at etablere tillid mellem hende og børnene, der kommer på krisecenter. Hun oplever, at børnene bliver rørte og er beærede over at modtage en gave midt i en svær tid:
En typisk reaktion fra børnene er: ‘Hvordan kunne LEGO og Dronning Mary vide, at jeg mangler sådan en?’ Rygsækken er også med til at vise børnene, at de ikke står alene med deres oplevelser med vold, og at det er okay at bede om hjælp.
Rygsækken rummer ting, som børnene genkender fra deres hverdag, f.eks. LEGO eller den fiktive Vitello fra bogen af samme navn. Line Fredslund Sejrup-Simonsen oplever, at genkendeligheden netop hjælper børnene til at fortælle om deres oplevelser. Rygsækken bliver et slags fælles tredje og er derfor med til, at de tør åbne mere op omkring deres fortælling.
Rygsækken er først og fremmest et pædagogisk redskab, og dem kan man ikke få for mange af.
En simpel løsning med stor effekt
Udover at være et pædagogisk redskab udgør rygsækkene og deres indhold også en lavpraktisk hjælp for krisecentre. Den voldsudsatte forælder og de medfølgende børn oplever ofte at skulle skynde sig ud ad døren på flugt fra volden og får derfor ofte ikke mange ejendele med sig. Med fornødenheder så som tandbørste og tøj udgør rygsækkene også en praktisk hjælp.
Men rygsækkene skaber også en standard praksis for en sektor, som ellers er karakteriseret af metodefrihed.
For Susanne Holst Clausen, der er pædagog på Aabenraa Krisecenter, er det netop vigtigt at kunne samle sig om noget fælles, når den voldsfaglige indsats ydes forskelligt på krisecentrene.
Rygsækkene giver os en ensartet praksis, og selve pakkedagen skaber et fællesskab, hvor vi får mulighed for at udveksle erfaringer og faglighed med hinanden.
1.890 færdigpakkede rygsække senere
Efter cirka tre timer er rygsækkene pakket i store papkasser spredt rundt omkring i lagerhallen. 1.890 rygsække bliver det til. Resultatet af en fælles indsats. De er nu klar til at blive fordelt på krisecentre i Grønland, Danmark og på Færøerne.
En større gruppe af dagens hjælpere udgøres af LEGOnisterne. De hjælper til hvert år. En frivillig opgave med værdiskabelse fra afsender til modtager. Inga Kristensen deltager i pakkedagen for 13. gang:
Det giver mig en stor glæde at deltage, fordi vi i kraft af fællesskabet hjælper børn, der står midt i en svær tid.
Og pakkedagen vil finde sted igen næste år, og som fast ansat i LEGO Charity vil Inga Kristensen deltage. Hun glæder sig til pakkedagen hver gang, fordi hun føler, hun er med til at gøre en forskel for børn på krisecenter.
Læs mere om projektet 'Rygsække til børn på krisecenter' her
Foto: Theis Poulsen