Interview med Kirsten Hejnfelt, forstander på Ringsted Krisecenter

Da jeg kom til Ringsted Krisecenter i 1990 havde krisecentret eksisteret i 12 år på frivillig basis. Så jeg blev den første ansatte på krisecenteret. 12 timer om ugen. Ansat af frivillige. Jeg blev del af et felt, som jeg har været med til at professionalisere, og også med til at udvikle i forhold til måden at være organisereret på som krisecenter. Meget af det, som jeg har været med til er også sket på andre krisecentre. Man er gået fra flad struktur til måske at blive en forening, måske at blive selvejende institution. Dette er sket sideløbende med at hele fagligheden, det vi i dag kalder voldsfaglighed, er blevet udviklet.

Jeg er jo sådan en person, der er udvikler og igangsætter, så når jeg kigger tilbage ser jeg projekter, som jeg har søgt penge til og stået i spidsen for, og som har været med til at udvikle voldsfagligheden. Allerede i midten af 90’erne fyldte det meget, at der var så mange børn på krisecenter, som ikke fik hjælp. I starten var det jo kvinder, der fik hjælp på krisecenter. Men der var lydhørhed i midt 90’erne, og Karen Jespersen, der var Socialminister i 1996 sørgede for KRIB-puljen, krisecenterpuljen, som den hed, til børn på krisecenter. Det er noget af det vigtige, som også var med til at drive voldsfagligheden frem. Det var en meget stor ting, at der blev sat penge af til, at alle krisecentre skulle have børnepersoner eller pædagoger eller børnerådgivere i erkendelse af, at ja, kvindekrisecentre er for kvinder, men der er tit flere børn end der er kvinder. De børn har også levet i volden, de har også oplevet volden, de har også brug for hjælp. Og også det her med, at der er en rådgiver til mor, der har kvinde/voksen-perspektivet, og nogen der har børneperspektivet, uafhængig af mor. Det blev etableret dengang. Det synes jeg virkelig var en stor ting. Det er ikke blevet ved med at eksistere på alle krisecentre, og det synes jeg det bør gøre.

Hvis jeg tænker hen over de seneste 33 år, så er der jo også kommet lovgivning for krisecentrene, som trådte i kraft i 2004, det der i 2006 blev §109. Her har børnene ikke deres egen selvstændige status i krisecenterparagraffen, de er såkaldt ’medfølgende børn’. Socialtilsynene, som har tilsyn med krisecentrene, har ikke fokus på et tilbud til børn. Så vi er ikke i mål. Men børnene er fremtiden! Hvis vi overhovedet tror, at vi kan minimere volden, så er vi også nødt til at have fokus på børnene. Det ved jeg godt, at vi også har, fx med screening hos jordemødrene og ret til 4-10 timers psykologhjælp. Men det skulle fylde meget mere.

På nogle måder, kan jeg synes, der er en modstand mod at vide mere om vold. Ja, sådan var det dengang, sådan har det været over 33 år, og sådan er det stadigvæk. Og voldsfagligheden, altså den der kompleksitet, der er i vold, er ikke eksisterende, næsten ikke eksisterende uden for krisecentrene. Vi har lige hørt en kommunechef, der taler om en mor, der afleverer barn i daginstitution med et blåt øje… Hvad snakker du om? Det er et meget forsimplet billede. Sådan sagde vi måske også for 30 år siden, hvor vi ikke vidste bedre – ikke kendte kompleksiteten. Og hvorfor er den modstand der? Jeg er godt klar over, at det koster penge, hvis vi skal gøre noget afgørende ved vold. Det koster også magtstrukturer i samfundet at gøre op med vold. Det koster jo at se volden i øjnene. Det er skræmmende. Altså det der med, at det fortsat er et tabu. Det er jo også et skræmmende vilkår for alle mennesker: Hvor tæt er du selv på at være i et voldeligt forhold? Altså, kan vi selv blive udsat? Hvor langt er der fra et stort skænderi i vores eget parforhold til, at det går ud over magtbalancen? Jeg tror, der er flere elementer, der gør, at vi ikke får taget et endeligt opgør med volden. Der har jo altid været vold mod kvinder, når man går tilbage i historien. Det har altid været brugt til at fastholde kvinder i den position, som de nu en gang har. Og har vi taget et opgør med patriarkatet? Det har vi jo ikke. Det har været på vej nogle gange, men igen er der den der forestilling om, at vi har ligestilling i Danmark. Men det har vi ikke. Ja, mænd bliver også udsat for vold, kvinder kan også være voldelige. Så det bliver sådan en balancediskussion, i stedet for at se på, hvem er det der sidder på den finansielle magt, den politiske magt. Sådan ser jeg i hvert fald på det.

Hvad der har gjort størst indtryk på mig i de 33 år?

Der er noget, som mit hjerte banker for, og det er børn på krisecenter, altså børn i voldsramte familier. Det er jeg blevet ved med at række hånden i vejret med. Det er en ting. I Ringsted Krisecenters liv, hvor jeg i hvert fald i 90’erne kæmpede for at sikre finansiering, sikre driften ved en overenskomst med Vestsjællands Amt, som vi fik. Det lykkedes efter flere års skriveri og gåen i kødet på dem. At vi så røg ud igen i en besparingsrunde efter 6 år med Vestsjællands Amts mening om, at vi kunne bruge frivillige i højere grad, altså at vi skulle beskære vores professionelle del. Det er nok noget af det, der personligt for mig har påvirket mig mest, fordi jeg blev truet af en højtstående embedsmand på direktørniveau: ”Jeg hakker dig”, ”Jeg vil ikke se dit navn mere nogen steder”. Det har påvirket mig helt personligt og privat. Han ringede til mig, og indtalte seksualiserede spørgsmål, faglige spørgsmål på min private telefonsvarer. At være inde i den der kamp, som jo også var at blive udsat for trusler af overmagten. Altså det blev jo helt et eksempel på, hvordan vold er og hvordan vold påvirker. Og så finde en styrke i fællesskabet. Dels at møde til tjenestelig samtale, som jeg blev indkaldt til med fagforening på den ene side og min formand på den anden side. Jeg havde noteret, hvad jeg skulle indlede med at sige inden han sagde noget; at jeg også havde en sag på ham, og så listede jeg op, hvordan han var gået personligt efter mig. Nu hvor jeg fortæller dig om det, kan jeg også godt mærke det. Jeg kan stadig mærke det i min krop. Og at vi så fik det fællesskab i Ringsted Krisecenter, og sagde Vi lukker ikke, vi udvider! Det blev egentlig meget bedre, da vi først var igennem overlevelseskampen. Det er noget af det, der har gjort størst indtryk på mig: Hvor meget krisecenterverdenen er oppe imod magtstrukturer. Nu var det Amterne dér, men det eksisterede jo også i andre amter, det eksisterer i kommuner, det eksisterer på statsplan. Måske ikke helt præcist på den måde, men jeg fik mærket og set, at vold mod kvinder ikke kun sker på samfundets bund eller blandt mennesker med forskellige andre sociale problemer. Det sker også i magtens top.

I fremtiden vil jeg ønske, at ambulant rådgivning bliver en rettighed i serviceloven, men det er ikke det, der er mit største ønske: Det er at børnene får en selvstændig rettighed og plads i serviceloven. Så de får den hjælp de har ret til!

Det hører ingen steder hjemme, at de er medfølgende børn. Bare sådan et appendix. Det ville jeg ønske. De har brug for, at den hjælp bliver udviklet. En hjælp, der er i børneperspektiv. Nogen der møder dem og ser dem, selvfølgelig taler med dem, hvis det er det, der er brug for. Jeg ved jo, at der bliver lavet rigtig meget god hjælp til børn på krisecenter. Det gør der også på Ringsted Krisecenter. Det skal være en rettighed for dem. Så kan man have forskellige metoder til det. Men det er vigtigt, at børnene har nogen, der ser dem og som bliver en vigtig voksen for dem, i den klemme de er i. De er jo i en klemme. De står med forældreansvarsloven, forældremyndighed, samværsaftaler. De står jo i en klemme. På familieretshusene kan de få en kontaktperson, men det er ikke nødvendigvis nogen, der helt forstår det at være barn i en familie med vold. Og det har de måske levet i hele deres liv.

Da jeg startede på Ringsted Krisecenter i 1990, havde jeg blandt andet arbejdet på et behandlingshjem for børn i 10 år. Der så vi jo slet ikke efter vold i hjemmet, om de havde oplevet det. Det var først da jeg kom på krisecentret. Jeg havde ikke engang søgt, men nogen mente det var noget for mig. Jeg fik 12 timer, og jeg havde 3 små børn, så det passede fint. Jeg fik en på opleveren med volden, hold da op! Og med ligestillingen, hold da op! Jeg har måske nok haft et blik for ligestillingen i forvejen, men jeg tror ikke jeg kaldte mig selv feminist dengang. Det gør jeg jo nu. Jeg tænker, at hvis man får sådan et indblik, som jeg har fået, så kan man ikke undgå at blive feminist. Jeg kan slet ikke forstå, at det i nogens verden er et skældsord.