Podcast: Pludselig var hovedpinen væk
På krisecentret finder Emma ro. Allerede efter få dage kan hun mærke roen og lettelsen i hele kroppen – lidt ligesom en hovedpine, der holder op.
Også for Karl bliver det langsomt hverdag igen. Han fylder 14 år og holder sin fødselsdag på krisecentret.
Karl har sin violin med, men han har ikke rigtig lyst til at spille på den. Til gengæld glæder han sig helt vildt til at starte i skole igen. Men hvad skal han sige til sine venner, når de spørger, hvor han har været?
Emma har sin bedste veninde på besøg på krisecentret. Det er rart. Og så tænker hun på, hvad der vil ske, hvis hun en dag møder sin far på gaden.
Emma og Karl er to af de mange børn og unge, som hvert år må flytte på krisecenter for at komme væk fra vold i familien.
I dette afsnit af Ung på Krisecenter fortæller de om hverdagen på krisecenteret. Til at begynde med vil de helst holde det hemmeligt. Men de opdager, at det er meget rart at dele hemmeligheden med deres bedste venner.