Debatindlæg: Manglende forståelse kan skabe farlige myter om krisecentrene

 

I går blev TV2-dokumentaren Spillet om børnene sendt. Dokumentaren satte et kritisk fokus på krisecentrenes rolle i samværssager. Desværre opstiller dokumentaren et unuanceret billede af krisecentrenes ansvar og rolle i samfundet.

Lad os derfor begynde med en meget central pointe:

Krisecentrene er ikke en myndighedsinstans, der træffer afgørelser om hverken samvær, bopæl eller forældremyndighed - det ansvar påhviler Familieretshuset.  

Krisecentrene er derimod sat i verden for at yde akut beskyttelse af voldsudsatte borgere i Danmark og at tilbyde voldsfaglige indsatser til de borgere, der bliver visiteret til krisecenter. Det har krisecentersektoren faktisk et lovpligtigt ansvar for at gøre, og krisecentrene er fuldt ud bevidste om dette samfundsansvar.

Derfor er det ærgerligt, at der i dokumentaren bliver sået tvivl om krisecentrenes incitament og kompetence til at udføre deres daglige arbejde med at støtte og hjælpe de voldsudsatte voksne og børn, der kommer på krisecenter.

Krisecentrene følger blot lovgivningen
Det ville være trist, hvis man i lyset af denne dokumentar sætter spørgsmålstegn ved krisecentrenes professionalisme og faglighed. Krisecentrene er nemlig meget grundige både hvad angår visitationsproces og udarbejdelse af den krisecenterfaglige erklæring, som der kritiseres i dokumentaren.  

Det er også vigtigt at pointere, at krisecentrene blot følger lovgivningen. §29b i Forældreansvarsloven, der giver Familieretshuset mulighed for at træffe en midlertidig afgørelse om midlertidige ophold af samvær alene på baggrund af den krisecenterfaglige erklæring, er vedtaget for at beskytte børn mod vold. Når denne paragraf bliver taget i brug, hvilket sker sjældent, er det ud fra en faglig vurdering af, at samvær kan udgøre en akut sikkerhedsrisiko for de pågældende børn. Den krisecenterfaglige erklæring er altså ikke ’mikrofonholderi’ for den pågældende beboer på krisecenteret, som det påstås i dokumentaren, men derimod et voldsfagligt funderet dokument, som Familieretshuset kan bruge i sin videre sagsbehandling i samværssager til gavn for børnene.

Farlig mistænkeliggørelse af faglighed
Når dokumentaren fokuserer på enkelte kritiske beretninger uden at inddrage de væsentlige nuancer af krisecentrenes arbejde, risikerer det desværre at skabe mytedannelse og mistillid til krisecentrene. Det ville være et stort tilbageskridt og det kan få store konsekvenser, hvis voldsudsatte af den årsag ikke søger hjælp i tide eller ikke føler sig trygge ved at henvende sig til krisecentrene af frygt for, at deres motiver bliver mistænkeliggjort.

Vi skal selvfølgelig som krisecentersektor være vores samfundsansvar bevist, og hele tiden styrke den faglige praksis og kvalitet. Derfor tager vi også al kritik til efterretning.

Men lad os for en god ordens skyld lige huske på, at 118.000 kvinder hvert år oplever psykisk eller fysisk partnervold, og at partnerdrab er den største enkeltstående drabstype i Danmark – og langt størstedelen af de dræbte er kvinder.

Krisecentrenes indsatser redder liv og personalet på krisecentrene arbejder hver dag med stor faglighed og dedikation for at sikre, at voldsudsatte personer får den hjælp og støtte, de har brug for til at bryde med volden. Det mener vi fortjener opbakning – ikke mistænkeliggørelse.

Så lad os hellere fokusere på, hvordan vi sammen udvikler og styrker sektoren fremfor at rette kritik af den på et unuanceret grundlag. Det bidrager kun til mytedannelser og tabuisering af krisecentrene – og det kan vi vist godt blive enige om ikke er særligt gavnligt for de voldsudsatte voksne og børn.