Når tillid vokser mellem rock og relation

Efter seks måneder på krisecenter bliver Anna matchet med mentoren Klara i BRYD TAVSHEDENs pilotprojekt om efterværn til unge. Gennem rockmusik, cafébesøg og fortrolige samtaler spirer en tillidsfuld relation frem, og Anna vokser med den. 

Klara og Anna møder hinanden for første gang på stationen i Annas hjemby. Anna er nervøs for mødet, men mere nervøs for ikke at vil kunne finde Klara på perronen. De ved endnu ikke, hvordan hinanden ser ud. Da de finder hinanden i menneskemængden, tager de først på en café og derefter i en pladebutik. 

De indleder en relation baseret på gensidig tillid og lange samtaler om 60-70'er rock. Annas store passion. Væbnet med anekdoter om den myteomspundne tid, gerne med Brian Jones som hovedperson, lukker hun Klara ind og omvendt. De mødes i musikken og andet kulturstof, som de har tilfælles, inden de kaster sig ud i den egentlige årsag til deres møde. 

Unge efterlyser relationer, ikke flere møder 

Et stigende antal børn kommer på krisecenter. Antallet har været støt voksende siden 2017. I 2023 kom cirka 2.600 børn på krisecenter, ifølge tal fra Danmarks Statistik. 18-årige Anna er en af dem. På daværende tidspunkt er hun 17 år. Hun har været udsat for vold i nære relationer og opsøger hjælp på et krisecenter, hvor hun opholder sig i seks måneder. Anna er ikke hendes rigtige navn, men et, LOKK har valgt at kalde hende af sikkerhedsmæssige hensyn. LOKK er bekendt med hendes rigtige identitet. 

På krisentret får hun kendskab til BRYD TAVSHEDENs pilotprojekt “En lysere fremtid for unge efter krisecenter” - en efterværnsindsats for unge i overgangen mellem krisecentret og livet på den anden side. Nye udfordringer kan opstå, når man træder ud over dørtærsklen til krisecentret, f.eks. fortsat vold, utryghed, mistrivsel og skoleproblemer. Projektet skal netop udfylde et tomrum, da der i dag ikke eksisterer nogle systematiske efterværnstilbud for unge.  

Anna går i gymnasiet og oplever, at det sociale fylder på en negativ måde. Hun føler sig anderledes, dels fordi hun har andre interesser end sine jævnaldrende, og dels fordi hun har erfaringer med vold, hun oplever, at de ikke vil kunne spejle sig i. Hele hendes skolegang har været præget af ikke at have nære venskaber. En krisecentermedarbejder anbefaler hende at deltage i BRYD TAVSHEDENs projekt, da organisationen henvender sig for at rekruttere unge. Medarbejderen tror, deltagelsen vil give hende noget luft fra gymnasiets sociale pres og muligvis en ny fortrolig. 

Pilotprojektet er nemlig en mentorordning. Anna bliver mentee. Hun og de andre mentees tilknyttet projektet har i en indledende behovsundersøgelse efterspurgt en autentisk relation efter flere upersonlige møder med myndigheder. 

“Jeg har ofte følt, at samtaler med kommunale medarbejdere og psykologer var som at blive afhørt. Med mentorordningen håbede jeg på at møde nogen, der virkelig forstod, hvor jeg kom fra. For mig handler en ægte relation om, at man kan tale frit uden at blive misforstået og at blive lyttet til, uden at der nødvendigvis bliver lagt noget i det, man siger,” siger Anna.  

Anne Mette Friis, der er projektleder på “En lysere fremtid for unge efter krisecenter”, har gennem sin erfaring med børnerettigheder, opdaget, hvad børn kan bidrage til med projekter som disse: 

“Børn er trætte af, at vi voksne bare lader, som om vi lytter til dem uden egentlig at lytte. Så at inddrage dem giver jo et ejerskab, og så risikerer man heller ikke i så høj grad, at det er os voksne, der definerer projektet, uden egentlig at vide, om det er det, børnene har lyst til.” 

Derfor er den indledende behovsundersøgelse essentiel for projektet, da den netop skal danne ramme for selve de unges forløb og i sidste ende resultaterne af selve projektet. 

At blive mødt, ikke vurderet 

Klara Nedergaard, 31, deltager også i projektet. Med en bachelor i socialvidenskab, relevant arbejdserfaring og en bestået robusthedsscreening bliver hun ansat som mentor og projektmedarbejder for BRYD TAVSHEDEN. Hun bliver matchet med Anna og tre andre mentees. 

“Jeg er drevet af det relationelle. Projektet var en meget konkret måde at gøre en forskel for nogle unge i en meget sårbar position,” siger Klara Nedergaard. 

Projektet tager afsæt i “ung-til-yngre"-metoden. Med 13 år imellem dem er det nemmere at relatere til hinanden. Klara skal møde Anna som det unge menneske, hun er. Det er ikke svært for Anna at åbne op over for Klara. Klara er ikke fagprofessionel, og det gør selve forskellen for Anna. 

“Jeg håbede, at en mentor kunne være en, jeg kunne tale frit med, uden at skulle overtænke alt, jeg sagde. Jeg så det også som et frirum, som et sted væk fra dem, der allerede havde en fast opfattelse af, hvem jeg var. En mentor kendte mig ikke på forhånd, så jeg kunne selv være med til at tegne billedet af, hvem jeg er. Det gav mig mulighed for at vise den ægte version af mig selv,” siger Anna. 

Klara er naturligvis ældre Anna, men det er ikke længe siden, hun selv har været 18 år. Hun kan selv huske udfordringerne og tankerne tilknyttet det sted i livet, Anna befinder sig i nu: 

“Det er svært at være 17-18 år. Jeg kan spejle mig i den usikkerhed, der er forbundet med den alder, men også i følelsen af, at verden ligger for ens fødder, og at man er spændt på det næste, der skal ske i livet.” 

Men det er ikke det eneste, Klara genkender fra sig selv i mødet med sin mentee. Hun oplever også, at Anna som hende selv er søgende, nysgerrig og har mange interesser. 

At de netop kan spejle sig i hinanden, er gavnligt. Projektleder Anne Mette Friis understreger vigtigheden af den lidt mere lige relation: 

“Det har været gavnligt for de unge at have en kanal, hvor de har kunnet tale om noget andet end volden. Før har de været i kontakt med sagsbehandlere, psykologer og krisecenterpersonale. Det har alt sammen kredset om volden. De unge har sandsynligvis ikke talt sammen med andre om det. Og nu er de pludselig sammen med en ung, som de både kan grine med og gå på café med, og samtidig har de lyst at fortælle lidt om deres oplevelser.” 

Hun understreger, at teenagere er en særlig målgruppe, der gerne vil lave de typiske teenage-aktiviteter. 

Fra selvbebrejdelser til selvforståelse 

Anna ved ikke til at begynde med, hvad hun vil have ud af sin deltagelse, men beslutter sig senere for, at hun vil være mere social, og hun vil have mere stabilitet i sin hverdag. 

Det er også Anna, der bestemmer, hvad hun og Klara skal lave under deres møder. Det er forskelligt, hvad de laver sammen. Nogle gange tager de på café og i pladebutikker som ved deres første møde. Andre gange lægger de vejen forbi et museum eller bibliotek, så Anna kan låne værker af Tove Ditlevsen eller Christiane F. Deres møder er kontinuerlige og aftalt på forhånd. På den måde indtræffer den stabilitet, Anna selv har efterspurgt. 

Deres aktiviteter udgør netop et fælles tredje, der skal gøre det lettere at tale om det, der er svært for Anna. Særligt oplever hun at blive ængstelig over at sige noget forkert. Hun taler også med Klara om det udfordrende sociale liv på gymnasiet, og hun åbner op om sin barndom med vold. 

“Klara hjalp mig med ikke altid at give mig selv skylden, når noget gik galt, især når det egentlig var uden for min kontrol. Før havde jeg en tendens til at bebrejde mig selv for alt. Hun hjalp mig med at se anderledes på nogle situationer og gav mig feedback,” siger Anna. 

Sammen taler de om, hvordan Anna kan udvikle sig. De arbejder med at styrke Annas selvværd. Klara hjælper hende konkret ved at tale ind i de succeser, Anna ikke selv genkender. 

“Anna skal vide, at når hun lykkes med noget, er det hendes egen fortjeneste,” siger Klara. 

En afslutning, der åbner nye døre 

Klara og Anna sidder på en sydkoreansk restaurant. Klara rækker hende det brev, hun har skrevet til Anna som en del af projektet. Børnebrevet. Anna modtager det, fordi restaurantbesøget udgør deres sidste møde. Projektet er lakket mod sin ende.  

På restauranten er lyset for afdæmpet til, at Anna kan skimte ordene. Klara siger, at hun gerne må vente med at læse det, til hun kommer hjem. Anna vil vente og tage brevet ind selv.  

Da Anna kommer hjem, åbner hun brevet. Hun bliver overrasket over, hvor meget Klara kan gengive af deres samtaler fra deres møder. Klara har lyttet til alt fra hendes oder om Rolling Stones, gymnasielivets udfordringer og de fortroligheder, hun har delt. Klaras privatnummer er også nedgriflet i brevet. 

Restaurantbesøget markerer både afslutningen på det projekt, de har deltaget sammen i, men også en ændring af deres relation. At hun ikke længere skal se Klara så ofte, er surrealistisk for Anna, men hun har en fornemmelse af, at de nok vil ses igen. 

Fra mentorordning til vedvarende relation 

I et år har Anna og Klara en relation gennem mentorordningen. 

Anna kan mærke, at hun har udviklet sig. En udvikling, der indtræffer få måneder efter projektets afslutning. Hun peger på, at det netop er støtten fra Klara, som har forbedret hendes forhold til sig selv: 

“Jeg er mere åben overfor folk nu, og jeg finder mig i mindre.” 

Hvad andre tænker om hende, går hun nu ikke synderligt op i. Hun er heller ikke længere ængstelig i samme grad og møder sine udfordringer mere handlekraftigt. 

Lige som Anna har Klara også oplevet en udvikling. Nu gør hun sig tanker om, hvordan man er noget for nogen. 

“Noget af det, jeg har lært under projektet, er værdien af bare at være der og bevidne hinandens liv,” siger Klara. 

Selvom projektet er afsluttet, har Klara og Anna fortsat kontakt. Deres relation har ændret karakter. Det er underligt for dem begge. Men det er svært at opretholde samme relation, når Klara har et fuldtidsarbejde. Anna er taknemmelig for at have fået Klaras nummer, og selvom Klara ikke har megen tid, spørger hun alligevel ind til Anna, også uden Anna har henvendt sig først. 

“På en måde føler jeg stadig, jeg er en del af forløbet, men jeg ville da ønske, vi kunne fortsætte,” siger Anna, der heller ikke er i tvivl om, hvad hun har lært af forløbet: Det er ikke altid hende, der skal bære ansvaret. Hun skal også kunne give sig selv pauser. 

Og hvad hun mener om projektet, lægger hun heller ikke skjul på: 

“Jeg er sikker på, at uden en mentor ville jeg have været langt mere usikker på at stå på egne ben, og jeg havde nok hverken set mit eget værd eller turdet stå op for mig selv.”