Ny formand i LOKK: Ingen fortjener at leve et liv med vold

Hun har et imponerende CV. Chefjurist i tænketanken CEPOS, CEO i brancheforeningen Aktive Ejere, jurist i advokatfirmaet Bech Bruun, CO-founder af Kvindekompagniet – derudover har hun også en række fremtrædende bestyrelsesposter og har været erhvervskommentator og lederskribent på flere af landets største medier. Og dette er endda blot en lille del af hendes vidtrækkende karriere og erhvervserfaring. Så man kan måske spørge sig selv, hvorfor Henriette Kinnunen – som den entreprenante og erfarne kvinde hun er – nu har valgt at bruge sin tid på at være formand i en mindre NGO.

En øjenåbner i mødregruppen
Svaret på dette ligger til dels i Henriettes fortid. For 22 år siden fik Henriette nemlig noget af en øjenåbner, da hun blev mor for første gang. I sin mødregruppe mødte hun Dorthe, der arbejdede hos Danner. Dorthe fortalte en trist historie fra den virkelige verden om en storebror på 5 år, der måtte give sin lillesøster på 2 år høretelefoner på for at undgå at lillesøsteren skulle høre, når deres mor gang på gang blev udsat for vold af deres far.

Den triste historie har ligget i Henriette Kinnunens baghoved i mange år og hun har efterfølgende altid vidst, at hun en dag på en eller måde skulle arbejde for at bekæmpe volden og sætte fokus på konsekvenserne af partnervold og vold i nære relationer. At styrke rettighederne for de voldsudsatte børn ligger formanden særligt på sinde.  

Børnene har mit store fokus, da der i dag lovmæssigt ikke er mange rettigheder, der sikrer dem den rette voldsfaglige hjælp og støtte, når de må flytte på et krisecenter, fordi deres mor har været udsat for vold. Det synes jeg ikke, at vi som samfund kan være bekendt. Derfor vil jeg arbejde for, at man fra politisk side giver børnene flere rettigheder og muligheder for at få voldsfaglig støtte og hjælp til at få bearbejdet den vold, de har været udsat for. 

Store ambitioner for LOKK
Selvom Henriette Kinnunen ikke tidligere har arbejdet med krisecentre eller voldsområdet, har hun fulgt arbejdet i LOKK igennem mange år og har holdt sig opdateret på ny viden om partnervold og vold i nære relationer. Det var derfor heller ikke et svært valg for Henriette Kinnunen, da hun fik tilbuddet om at blive ny formand i LOKK.

Jeg mener ikke, at der er nok fokus nok på den store samfundsindsats, som kvindekrisecentrene yder. Det skal vi have ændret på. Sammen med den øvrige bestyrelse og sekretariatet i LOKK er det min ambition at skabe endnu mere synlighed om krisecentrenes store samfundsmæssige betydning. Det skulle gerne føre til, at LOKK kommer på finansloven, at der skabes endnu bedre rammer for krisecentrenes vigtige arbejde og at dermed også bliver skabt bedre retssikkerhed og beskyttelse af de voldsudsatte kvinder og deres børn.

Henriette Kinnunen blev valgt som ny bestyrelsesformand for LOKK på generalforsamlingen den 24.5 2024 og er blevet valgt for en fireårig periode. Udover en ny formand kom der også andre friske kræfter til i bestyrelsen. De nye bestyrelsesmedlemmer er Hanne Wardinghus Rugholm, der til daglig er leder af Randers Krisecenter. Mirka Mozer, der er generalsekretær i Dansk Folkehjælp og Trine Rønde Kristensen, der er overlæge i Region Hovedstaden.

Herunder kan du se et videointerview med Henriette Kinnunen:

Andre nyheder