Ny takstmodel bakker op om behovet for børnefaglige indsatser på krisecentre
Der er netop blevet indgået en politisk aftale om en ny takstmodel, der tilgodeser behovet for, at krisecentrene kan prioritere faglige indsatser til børn, der kommer på krisecenter – også når der er tale om storfamilier. Det er et skridt i den rigtige retning, mener LOKK.
Et stigende antal børn kommer på krisecenter. Sådan har tendensen været siden 2017, ifølge Danmarks Statistik. Sidste år kom cirka 2600 børn på krisecenter sammen en forælder. Vi ved, at disse børn enten har overværet vold eller har været direkte udsat for vold i hjemmet, og at de derfor har behov for voldsfaglig hjælp og støtte, når de kommer på krisecenter.
Derfor har det været vigtigt for LOKK at pointere i de seneste måneders politiske forhandlinger om en ny takstmodel, at denne model bør anerkende styrke rammerne for de faglige indsatser til de voldsudsatte børn, der kommer på krisecenter. Og det ser ud til, at vores argumenter er blevet lyttet til, hvilket er positivt, siger Laura Kirch Kirkegaard – direktør i LOKK.
Vi er glade for at kunne bidrage med nyttig viden og indsigt i de politiske forhandlinger om en ny takstmodel for krisecentersektoren. Og vi sætter pris på, at der blevet lyttet til os, når vi har understreget vigtigheden af, at krisecentrene har ressourcer til at prioritere de faglige indsatser til børn – også når der er tale om familier med mange børn. Vi har i de seneste år arbejdet med at udvikle en kvalitetsmodel for børn på krisecentre, og med en takstmodel, hvor børn prioriteres, vil der også være ressourcer til at arbejde med kvalitetsudvikling. Det er et vigtigt skridt i den rigtige retning.
Takstloft løser ikke udfordringerne
Et stigende antal voldsudsatte voksne søger hjælp og beskyttelse på landets krisecentre – heraf har et stigende antal børn med sig. Sådan har tendensen været siden 2017, og antallet af krisecentre er derfor også vokset siden da. Det samme er udgifterne af åbenlyse årsager også. Indførslen af et takstloft på landets krisecentre er et forsøg på at få økonomisk overblik over sektoren samt et redskab til at kunne regulere de stigende udgifter i sektoren. Men indførslen af et takstloft løser ikke nødvendigvis disse udfordringer, pointerer Laura Kirch Kirkegaard.
De stigende udgifter i sektoren er først og fremmest et udtryk for, at der er et stigende behov for krisecentrenes faglige indsatser. Et takstloft kan hurtigt gå hen at blive takstnormen frem for at være et reelt takstloft. Samtidig forhindrer et takstloft hverken profitudtag eller uforsvarlig brug af offentlige midler. Til gengæld risikerer det at bremse den faglige udvikling, som krisecenterområdet har hårdt brug for.
Bekymringer for det specialiserede område
Selvom det er positivt, at der i den nye aftale er fokus på at styrke rammerne i sektoren til fordel for børn, der kommer på krisecenter, er det til gengæld ærgerligt, at de specialiserede faglige indsatser ikke er tænkt ind i aftalen, siger Laura Kirch Kirkegaard.
Vi har som samfund en forpligtelse til også at hjælpe de voldsudsatte borgere, der lever i mere komplekse livssituationer. F.eks. borgere med aktivt stofbrug eller psykiske udfordringer. Vi havde argumenteret for, at indsatserne på de specialiserede krisecentertilbud, der hjælper denne gruppe mennesker til at bryde med volden, også blev tænkt ind i en ny takstmodel. Det er desværre ikke tilfældet. Men det er helt sikkert noget, vi fremadrettet vil arbejde for.
Du kan læse aftalen om ny takstmodel via linket her





