Portræt: ”Jeg vil ikke være en leder, der bare sidder på kontoret og tjekker mails.”
Jarl Vogel er leder af Frederiksværk Krisecenter. Selvom lederjobbet kræver flittige fingre bag kontordisken, gør Jarl Vogel sit bedste for at være til stede blandt beboerne og er ikke bleg for at give en hånd med både børnepasning og opvask.
Jeg følger de offentlige skilte med teksten Krisecenter henover og når frem til den mintgrønne facade på Frederiksværk Krisecenter. Krisecenteret, der i 1983 var et af landets første, ligger centralt i byen, og de mange skilte gør det nemt at finde vej til hoveddøren. Til lyden af håndværkere fra nabobygningen ringer jeg på dørtelefonen, der efter en del minutters venten bliver åbnet. Jarl Vogel, der er leder på krisecenteret, rækker hånden frem. Han skulle lige give en sidste svingtur til en af børnene på krisecenteret, forklarer han mig senere.
Mens Jarl bevæger sig gennem krisecenteret på vores aftale rundvisning, hilser han på de kvinder og børn vi passerer. Det er tydeligt at se på børnene, at de kender ham godt.
Da vi sidder overfor hinanden i det lille kontor ovenpå krisecenteret, fortæller Jarl, at det er vigtigt for ham at beboerne ved, hvem han er, og at han følger med i deres liv. Han prioriterer fx at deltage i deres afslutninger og fødselsdage og springer gerne ind som børnepasser, når medarbejdere er syge eller lignende.
Jeg vil ikke være en leder, der bare sidder på kontoret og tjekker mails. Jeg kan godt være leder, men samtidig hjælpe med at tømme opvaskemaskinen.

Både et pædagogisk og politisk arbejde
Jarl har en bachelor i socialpædagogik fra professionshøjskolen UCC og har i dag arbejdet som leder af Frederiksværks Krisecenter i snart seks år. Inden Jarl i 2016 startede som kontaktperson på krisecenteret, arbejdede han som afdelingsleder på Koloni - et aflastningstilbud for børn. Derudover har han drevet en Café i Torup med sin kone, inden han besluttede sig for at arbejde fuldtid på krisecenteret.
Når man ser Jarl bevæge sig rundt mellem beboerne, kommer det ikke som en overraskelse, at han er uddannet socialpædagog. Og interessen for arbejdet er ikke opstået ud af det blå. Jarl er nemlig vokset op med en mor, der var pædagog og en far, der var politisk engageret. Jarl fortæller, at han på mange måder kan se sine forældre i det arbejde, han udfører i dag. Han har et behov for, som sin mor, at være med til arbejdet ”på gulvet” med de kvinder og børn, der bor på krisecenteret. Samtidig kæmper han, som sin far, en politisk kamp for at forbedre vores samfund. For Jarl er det ved at give kvinder og børn deres stemme tilbage. Jarl har lagt kræfter i at gøre sig tilgængelig for omverdenen. Det gør han for at bidrage til en afmystificering af, hvad et krisecenter er. Jarl påpeger, at mange udefra lader til at have stærke holdninger om krisecenterområdet, men at meget få egentlig har indblik i, hvad det er for et sted og hvilket arbejde krisecentrene foretager sig. Dét vil han gerne ændre på ved at dele ud af sin viden.


Et personligt drive
Men udover interessen for det pædagogiske og politiske arbejde i at drive et krisecenter, gemmer Jarl på en personlig erfaring, der har gjort arbejdet til nærmere en livsstil end et job. Jarl har nemlig som barn selv opholdt sig på Frederiksværk Krisecenter. Det er ganske vist over 25 år siden og krisecenteret lå på det tidspunkt på en anden adresse i Frederiksværk, men oplevelsen har givet ham et særlig personligt drive for at hjælpe kvinder og børn, der har været udsat for vold. Jarl husker tydeligt, hvordan han savnede, at nogen havde øje for ham og spurgte ind til, hvordan han havde det. Og særligt dét - at børnene bliver set, er noget Jarl prioriterer højt på krisecenteret.
Jeg synes, at jeg har et blik for børnene især. Selvfølgelig også for kvinderne. Men man skal også huske børnene og have dem med i arbejdet. De må ikke blive glemt.
Og da vi bevæger os rundt på krisecenteret, er det tydeligt, at der er tænkt over de børnevenlige og hjemlige rammer. Udover at krisecenteret bl.a. har specialiserede børnerådgivere, har Jarl været med til at indføre, at børnene optræder som individuelle beboere, når personalet gennemgår, hvordan beboerne har det, og hvordan deres sikkerhedsmæssige situation ser ud, hvor børnene førhen blot optrådte som en tilføjelse til moderens situation.
Mere en livsstil
Jarl forklarer mig at det personlige drive også kan være en ulempe. For han betragter jobbet mere som en livsstil end noget andet, og i perioder har jobbet fyldt for meget.
Jeg har jo heldigvis en familie derhjemme med kone og to børn. Og jeg tænker, at hvis ikke jeg havde det, så tror jeg, at arbejdet havde kunne få lov at fylde for meget. Men det er nok fordi, jeg er så passioneret for at ville gøre det godt. Det er der ligesom ikke nogen stopklods på.
I løbet af mit besøg, har Jarl givet mig indtryk af at være en leder, der ikke gør et stort nummer ud af sin titel som leder og arbejder efter et minimalt niveau af hierarki blandt sine medarbejdere. Som han selv fortæller, er der sjældent nogen, der når at opdage, at han er krisecenterets leder, når personalet er på konferencer eller lignende. Sådan foretrækker han det også, forklarer han med et glimt i øjet.
Jeg har jo ikke sat mig selv op på en piedestal. Og jo, det kan da være svært at være en del af medarbejdergruppen og så samtidig være leder. Men jeg ved ikke, jeg synes, det kan fungere.

Aldrig i mål
Under interviewet spørger jeg Jarl, om han føler, at han er kommet i mål med krisecenteret. Han griner af mit spørgsmål, som var det indforstået, at han selvfølgelig ikke er i mål. Jarl lader til at være en mand, der stiller høje krav til sig selv og sit arbejde, og han har mange ambitioner for krisecenterets fremtid. Men selvom han både arbejder på et nyt efterværnsprojekt, drømmer om at lave en tilbygning og rumme flere kvinder og børn og gerne i alle aldre, så mener han også, at Frederiksværk krisecenter er værd at værne om og skal bevares. Det ser Jarl som sin fornemmeste opgave.
Det skal jo overleve mig, det skal overleve sin bestyrelse, og det skal overleve alle medarbejderne her. Så det er egentlig bare det, jeg gør det klar til. Ved at gøre det så godt som muligt.
