Retsmediciner har kortlagt 25 års kvælningsdrab: Særligt én gruppe er overrepræsenteret
250. Eller 10 i gennemsnit om året.
Det er antallet af personer, der blev dræbt ved kvælning fra 1992 til 2016 i Danmark.
Går man lidt ned i tallene kan man for eksempel se, at de fleste blev kvalt i hjemmet. Men særligt ét tal stikker ud: To tredjedele af drabsofrene er kvinder, og omtrent halvdelen af kvinderne blev slået ihjel af deres mandlige partner.
Det afslører et studie, der har kortlagt alle drab i Danmark mellem 1992 og 2016, hvor drabsmetoden var kvælning. I studiet har forskerne udelukkende set på den retsmedicinske del og dykker ikke ned i motivet bag drabene.
Tallene kommer ikke bag på Asser Hedegård Thomsen, der er retsmediciner ved Institut for Retsmedicin på Aarhus Universitet og står bag kortlægningen. Fra tidligere litteratur og andre lande ved man, at den fysiologiske forskel mellem mænd og kvinder har meget at sige.
»Den mest oplagte forklaring er - og det ved man også fra andre lande - at man skal være fysisk overlegen for at kvæle en anden person,« forklarer Asser Hedegård Thomsen.
Drab i familien, og specifikt partnerdrab på kvinder, er den mest almindelige type drab i Danmark. Samme tendens ser forskerne hér, hvor der er mange partnerdrab ved kvælning.
Læs hele artiklen fra Videnskab.dk her.
Foto: Shutterstock.