Rygsække fra Maryfonden spreder både glæde og gavn på krisecentrene
2400 rygsække fra Maryfonden og Ole Kirks Fond er netop ankommet til landets krisecentre. Udover at sprede glæde hos de voldsudsatte børn bliver rygsækkene også brugt til det voldsfaglige arbejde med børnene. Projektet startede tilbage i 2008, hvor Kvindehjemmet var med til at udvikle idéen sammen med Kronprinsesse Mary.
”Se den her, den skal du have”, siger pædagogen mens hun stiller en lysegrøn rygsæk med dinosaur frem foran et barn, der for nyligt er ankommet til Kvindehjemmet med sin mor. ”Men den er faktisk ikke fra os i børnetræet, den er fra Kronprinsesse Mary, kender du hende? Hun er sådan en der siger, at alle børn har ret til at blive passet godt på, og alle børn har ret til at høre til”.
Sådan lyder det typisk under en af de første samtaler, personalet har med børn og deres mødre, når de ankommer til Kvindehjemmet. Her får barnet overrakt en rygsæk, som LOKK i samarbejde med Maryfonden, Ole Kirks Fonden og Lego Charity har leveret til børn på Krisecentre siden 2008.
I et hjemligt indrettet rum på Kvindehjemmet, med alt fra dukkehus til trampolin, stole i børnehøjde og det iøjnefaldende børnetræ på væggen holder den børnefaglige gruppe af samme navn til. Et rum, hvor man nemt kan forestille sig krisecenterets børn tumle rundt, men hvis primære funktion er at være samtalerum for børn og deres mødre. Her er der mulighed for at børnene kan dele deres tanker og oplevelser, hvis de vil, fortæller Lise, der er pædagog i Børnetræet.
Børnetræet er sådan nogen, der gerne vil snakke med børnene om det, der fylder i deres hoveder, må dine børn godt det? – indleder vi oftest med at spørge moren, for at sikre børnene i, at de på krisecenteret gerne må fortælle om oplevelser med fx vold i hjemmet.
Kvindehjemmet har været med fra begyndelsen
Kvindehjemmet, der har prioriteret at have en stærk børnefaglig indsats, var også med, da projektet med rygsækkene i sin tid begyndte. Marie, der er den faglige medarbejder, der har arbejdet længst tid i børnetræet, var i 2008 med til at udvikle rygsækkeprojektet sammen med Mary Fonden. Hun fortæller, at Maryfonden efter et besøg på bl.a. Kvindehjemmet besluttede sig for, at fonden skulle støtte børn på krisecentre. Marie blev inviteret med i udviklingsgruppen, hvor hun bl.a. var med til at idéudvikle om, hvad der skulle i rygsækkene og, at de skulle tilpasses børnenes alder. Hun mindes, at Kronprinsessen havde idéen til rygsækkene fra Australien, hvor børn på krisecenter fik en lille taske eller noget, når de ankom til krisecenteret. Hun fortæller, at grundtanken bag rygsækkene var, at det var en måde at sætte fokus på voldsudsatte børn og vise børnene, at der var nogen, der tænkte på dem.
Rygsækkene blev pakket allerede i august, hvor LOKK, sammen med hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary, repræsentanter fra Ole Kirks Fond og legonister – frivillige pensionerede legomedarbejdere, hjalp til med at pakke de godt 2.400 rygsække, der nu er nået frem til landets Krisecentre.
LÆS OGSÅ: Over 2400 rygsække på vej til voldsudsatte børn på krisecentre
En rygsæk som pædagogisk værktøj
Det børnefaglige personale i Børnetræet på Kvindecenteret består af Marie, Tina og Lise. De fortæller, at når børnene modtager rygsækken, er det meget forskelligt, hvordan de reagerer. Mens nogle børn ivrigt flår rygsækken op og vælter indholdet ud på bordet, er andre mere tilbageholdende og vil hellere åbne den, når de er alene på værelset. Tina mener, at rygsækken først og fremmest giver børnene følelsen af, at de ikke er alene i deres situation. Udover at rygsækken indeholder praktiske genstande som en tandbørste, penalhus og lign., så tjener rygsækken også en vigtig funktion som pædagogisk værktøj for de ansatte i Børnetræet, fortæller Lise.
Vi bruger altid rygsækken til at få sagt noget med – børn der kommer på krisecenter, de får sådan en her, og et krisecenter det er sådan et sted, hvor man kommer hen og kan bo i et stykke tid sammen med sin mor, hvis der har sket nogle ting derhjemme, som har været ubehagelige. Der er nogle børn, der har oplevet, at de voksne er oppe og slås, eller råber meget højt ad hinanden, så man kan blive forskrækket, fortæller vi bl.a., fordi vi ved, at det kan være hjælpsomt at høre noget generelt om at komme på krisecenter.
Når personalet i Børnetræet har samtaler med børn og deres mødre lægger de vægt på, at samtalen om børnenes egne oplevelser er noget, børnene selv tager initiativ til, forklarer Lise.
Vi er meget opmærksomme på ikke at spørge, fordi børnene skal have mulighed for at se os an. Der er faktisk en del af børnene, der selv byder ind. Vores opgave er at få børnenes stemmer frem på børnenes præmisser, og det er rygsækken et godt redskab til.
Et vigtigt minde
Lise og Tina fortæller, hvordan rygsækken er en genstand, der også kan få betydning senere hen i livet. Særligt for de små børn, der måske ikke forstår situationen til fulde på det givende tidspunkt, kan rygsækken efterfølgende give anledning til at tale om tiden på Krisecenteret.
Den bliver måske symbolet på dér, hvor de tog skridt væk fra alt det, der var rigtig svært. Vi havde også en mor, der beskrev rygsækken som et symbol på det nye kapitel, de skulle til at gå ind i
Grundtanken bag rygsækkeprojektet lever i den grad videre i de nyligt ankomne rygsække på Kvindehjemmet. Børnetræet bruger til daglig rygsækkene til at få leveret budskaberne om, at børnene ikke er alene, at de ikke har nogen skyld i deres situation, at de gerne må fortælle om deres oplevelser og at selv den øverste del af samfundet i form af Kronprinsessen er enig i, at alle børn har ret til et liv uden vold.