Kamilla Bjørn Drøidal

Kamilla Bjørn Drøidal

 

Kamilla Bjørn Drøidal, direktør

April 2020
Hvad er din baggrund?

Jeg kommer senest fra en stilling som chef for Kommunikation og Fundraising i DIGNITY – Dansk Institut Mod Tortur. Jeg har tidligere bl.a. arbejdet i SOS Børnebyerne, og jeg har også en fortid i medicinalbranchen.

Hvilke tanker gør du dig om LOKK efter ca. et halvt år i stillingen?

I forhold til vores medlemmer, så er de fordelt over hele Danmark. Det giver os et unikt udgangspunkt for at hjælpe voldsudsatte kvinder og deres børn over hele landet. Det betyder dog også, at der kan være regionale forskelle i dagligdagen og de udfordringer, de respektive krisecentre har. Men på trods af forskellighederne indgår LOKKs medlemmer i et fællesskab bundet sammen af et fælles mål. Dét fællesskab anser jeg som en af vores største styrker. Det er vigtigt for mig, at vi I LOKK både har fokus på det fælles mål og samtidig også blik for de lokale behov. Og så er jeg imponeret over den store indsats og det kæmpe engagement, som vores krisecenterledere, krisecentermedarbejdere og de mange frivillige yder rundt omkring på krisecentrene. Især i et år hvor Corona har udfordret hverdagen og det vigtige arbejde på krisecentrene.

I forhold til LOKKs arbejde for at komme den kønsbaserede vold til livs og hjælpe voldsudsatte kvinder og børn, er jeg blevet positivt overrasket over, hvor mange gode kræfter både politisk og i samfundet som helhed, der bakker op om sagen. Det er et godt udgangspunkt for vores arbejde. Men når det er sagt, så har vi altså også brug for al den hjælp, vi kan få. At komme volden til livs og hjælpe dem, den går ud over, er en kæmpe opgave. Den kan vi på krisecenterområdet på ingen måde løse alene. Det er en samfundsopgave og et samfundsansvar.

Er der noget, der har overrasket dig i jobbet?

Jeg er blevet overrasket over, hvor lidt der tales om den kønnede slagside af volden. Altså om i hvor høj grad vold rammer kvinder. Det handler ikke om, at jeg vil negligere den vold, mænd oplever i nære relationer. Men når man helt nøgternt ser på tallene, rammer volden i markant større omfang og meget voldsommere grad kvinder. Alene det at en kvinde i gennemsnit om måneden slås ihjel af sin partner eller ekspartner, uden at vi som samfund sætter alle kræfter ind på at finde årsagerne bag og søge at undgå, at det sker. Det kan jeg slet ikke forstå. Dét er i min optik en blind vinkel og et strukturelt problem i samfundet, som vi ikke taler nok om. Men det bliver vi nødt til, hvis vi skal løse problemet.

Og så har det klart været en udfordring, at jeg pga. Corona-restriktioner ikke har været så meget ude og besøge vores medlemmer og møde dem face-to-face, som jeg gerne ville. Virtuelle møder kan aldrig gøre det ud for et fysisk besøg, og det er også min erfaring, at det er lærerigt at se medlemmernes fysiske rammer. Det personlige møde kan nu engang noget helt særligt. Så der har jeg et efterslæb, som jeg er lidt ærgerlig over. For vores medlemmer er jo vores eksistensberettigelse, og det er deres interesserer, vi er sat i verden for at varetage.

Hvad er det vigtigste, du vil opnå?

At vi får volden frem i lyset og gør det legitimt at spørge til og handle på, hvis man som fagperson, pårørende eller netværk har en mistanke om, at der er noget galt. Vi skal aftabuisere volden og komme den berøringsangst til livs, som mange – også fagpersoner – har. Det er ikke kvindens eget problem eller noget, der hører privatlivet til. Det tabu er det på mange måder lykkes at nedbryde på alkoholområdet og på psykiatriområdet. Dér vil jeg også rigtig gerne hen, når det kommer til vold mod kvinder og deres børn.

Hjælp voldsudsatte kvinder og børn

Støt vores arbejde