At opleve vold i hjemmet og flytte ind på et krisecenter kan være en voldsom oplevelse for børn. LOKKs krisecentre løfter hver dag en stor faglig indsats for at støtte og hjælpe de voldsudsatte børn med at få talt om deres oplevelser med vold i hjemmet og om at være flyttet på krisecenter.
Når barnet kommer på krisecenter, får det udleveret sin egen rygsæk med blandt andet tøj, tandbørste, legetøj og en dagbog. Rygsækkene skaber både glæde og vækker et kærkomment håb for de voldsudsatte børn, som kommer på krisecenter. Rygsækkene kan have stor betydning for børnene i den svære situation, de befinder sig i. Det er samtidig også en god indgangsvinkel og et nyttigt pædagogisk redskab til at snakke med børnene om, hvorfor de er kommet på krisecenter.
Læs også: Rygsække fra Maryfonden spreder glæde og gavn på krisecentrene
Rygsækkene er sponsoreret af Ole Kirks Fond i samarbejde med Mary Fonden.
Siden 2008 har LOKK i samarbejde med MaryFonden og Ole Kirks Fond sendt fyldte rygsække afsted til voldsudsatte børn på krisecentre. Hvert år er der pakkedag af rygsække, hvor LOKK deltager blandt andet med repræsentanter fra Ole Kirks Fond og Mary Fonden. Typisk bliver der sendt over to tusinde rygsække afsted til krisecentre over hele landet.
Læs også: Over 2400 rygsække på vej til voldsudsatte børn på krisecentre

Theis Poulsen 2023
